Julens længsel og resonans: Når vi søger forbindelsen til os selv

Så gik endnu et år. Hvor blev det af? Jeg har netop taget hul på årets sidste måned, og 2025 står allerede for døren. Månederne er fløjet af sted, og her står jeg – igen – midt i den tid på året, jeg elsker allermest. Eller rettere sagt, jeg elsker ideen om at elske denne tid.

For der bor en længsel i mig, jeg år efter år forsøger at vække. En længsel efter min barndoms eufori af forventning og glæde, som et varmt krydderi på mit voksne livs travle hverdag. Som smagen af kanel og kardemomme på tungen, duften af nelliker og appelsin i stuerne, og lyset fra stearinlys i rummenes vintermørke kroge. Jeg længes efter den jul, hvor tonerne af ”Driving Home for Christmas” på pladespilleren bekræfter, at min mand har ”tjekket ind” på julen.

Men jeg må indrømme, at jeg de seneste år har “tjekket af” end “tjekket ind” på julen. Julegaverne er købt (tjek), julemaden er planlagt (tjek), og juletræet er endda blevet plastik (tjek) i optimeringens tegn, alt sammen i et forsøg på at få julen til at ske. Listerne er skrevet, tiden og energien prioriteret, og effektiviteten er optimeret – men når alt dette er gjort, har jeg ofte glemt at se tilbage. For julen er blevet et projekt, noget, jeg skal nå inden den store julefest.

Og pludselig står jeg der, den 24. december – i min røde julekjole, som jeg lige nåede at købe på tilbud dagen før. Familien er omkring mig, men jeg føler mig lidt fremmed for mig selv. Jeg har jagtet julens stemninger og glemt at forbinde mig med dem. Det hele går så hurtigt, og det er som om, jeg mister forbindelsen til mig selv, til minderne og til mit indre barns forventning og glæde.

At føle sig lidt fremmed i det kendte

Måske du kan genkende fornemmelsen af at tjekke mere ”af” end ”ind” på julen? Som om jagten på julen skygger for det, du har lært og erfaret, at julen egentlig handler om, altså julens dybere mening.

Denne fornemmelse af ikke helt at være forbundet til julen kan med hjælp fra den tyske sociolog Hartmut Rosa kaldes for “fremmedgørelse”. En måde at stå i forhold til verden – og i dette tilfælde julen på – som opstår, når vi har for travlt med at nå og opnå.

Ifølge Rosa har samfundets fokus på effektivisering og optimering gjort, at vi ofte føler os fremmed i verden. Føler, at vi bare “gør” af egen fri vilje uden egentlig at ville gøre det, vi gør. Fremmedgørelsen genkendes som en følelse af at være lidt ude af sync med både sig selv, andre, og det omkring os. Som om verden ikke helt taler til mig, selvom jeg gør alt det rigtige for at få den til det. Den berør mig ikke, den bevæger mig ikke.

Når vi mærker denne “fremmedgørelse”, er det et tegn på, at vi måske er blevet så fokuseret på at tjekke af for at opnå, frem for at lade os påvirke af julens minder, dufte og stemninger.

Resonans som modvægt til fremmedgørelse

Men der er håb, mener Rosa. Fremmedgørelsen har nemlig en modsætning: resonans. Resonans er fornemmelsen af at være dybt forbundet med ting, relationer og verden. Det er fornemmelsen af at blive “grebet” af noget, som er større end mig og mærke forbindelsen til andre og andet. Det er fornemmelsen af dybere mening og dybere selv- og verdensforståelse.

Forestil dig to stemmegafler, placeret overfor hinanden. Den ene begynder at svinge med sin egen klang. Hvis den er tilpas tæt på den anden, vil den med sine vibrationer berøre den anden, så også den sættes i bevægelse og begynder at svinge. De to stemmegafler svinger således med hver sin klang samtidig med, at de berører hinanden og svinger sammen. Det er resonans.

I modsætning til den moderne verdens overbevisning om, at alt kan opnås, og dermed planlægges og kontrolleres, så er resonans en ukontrollerbar størrelse. Den kan ikke planlægges, den sker bare. Men vi kan gøre noget for at øge betingelserne for, at den kan opstå.  

Julen som en mulighed for resonans

I juletiden er der meget at lade sig berøre af og dermed meget at resonere med. Julen rummer med sin tilbagevendende rytme, traditioner og forbundethed til den store kulturelle og religiøse historie kombineret med vores egne personlige minder, gode resonansmuligheder. Det er en særlig tid på året, hvor vi at kan genopdage og lade os berøre af vores længsler, håb og værdier, som vi måske har mistet kontakten til i vores travle hverdag.

Julen rummer en mulighed for at mærke forbindelsen til hinanden på en måde, der går ud over vores daglige roller som f.eks. leder og medarbejder. Der er så meget at være fælles om så meget at samles om. Ved at stille os tilpas åbne overfor berøring, åbner vi for, at vi kan lade os bevæge emotionelt. Måske ved at smage lidt ekstra på pebernødden, suger lidt ekstra duft af julen ind gennem næsteboerne, betragter julelysene lidt nøjere og lytter lidt dybere til kollegaens fortælling om sin jul, i en sådan grad, at vi lader os berøre.