Jeg tror, at vi skal vende mikrofonen mere indad – og give kroppen en stemme
Frederikke oplever, at mennesker oftest har tendens til at miste sproget, når de mistrives på deres arbejde. I slemme tilfælde kan den stressramte ikke svare på det indledende spørgsmål om, hvad de har lavet i løbet af dagen, når de dukker op til supervision. Det mener hun, der skal sættes fokus på. Vi skal tilbage til scratch. For uden sprog, ingen grænsesætning. Uden sprog, ingen værdier som navigationsnåle. Uden sprog, ingen fornemmelse af at træde ud i verden som ”sig selv”. Hvordan giver hun et bud på i denne artikel.
Hej. Tak fordi du læser med. Jeg synes, at du skal starte med at sætte et stykke musik på.
Den med James Bay, som hedder “Let It Go” (Lyt med hér). Den har en stemning over sig. En melankoli, som jeg ikke kan skrive mig frem til her. James synger om kærlighed. Men jeg mener, at hans sangtekst kan perspektiveres til andre kontekster.
I used to recognize myself
It’s funny how reflections change
When we’re becoming something else
I think it’s time to walk away
…
So come on, let it go
Just let it be
Why don’t you be you
And I’ll be me?
Når jeg hører sangen, får jeg lyst til at skråle med. Helt nede fra maven med en power og en volumen, som sjældent kommer ud. Lige dér i køkkenet over aftensmaden, bliver jeg vækket til live. Når den sang kommer på. Den hjælper mig til at finde ord. Til at mærke efter, hvad kroppen vil. Den vil svaje fra side til side. Først med vægten på det ene ben – og så på det andet. Jeg mærker mig selv, og min krop får et sprog gennem sangen. Som en slags indre kraft, der finder sit lyntog.
Den samme indre kraft kan være svær at få øje på, når jeg taler med medarbejdere, der har fået bevilliget 3 til 5 samtaler med mig af deres arbejde. Oftest fordi de står et sted, hvor der er brug for at gøre noget andet. Kraften findes ikke længere i ordene… de er opbrugt for længe siden grundet mistrivsel. I stedet er kraften og lyntoget flyttet ned i kroppen. Som en slags urkraft, der gennem rystende hænder, søvnmangel, koncentrationsbesvær og flakkende opmærksomhed råber: Mærk mig!
Samtaler, hvor der tales hjerne til hjerne
”Det kan godt være, at det hele kommer til at virke lidt rodet. Jeg kan jo næsten ikke huske, hvad der er sket”, kan den anden finde på at indlede den første samtale. Med forsikringen om, at det er helt ok, skriver jeg en masse ord på tavlen, som den anden nævner. En slags første skridt i udfoldelsen af, hvad der er på spil. Så langt, så godt.
Når vi kommer lidt længere i forløbet, og overblikket er skabt, oplever jeg, at nogle samtaler kan foregå på et kognitivt niveau, hvor der tales hjerne til hjerne. De scenarier, hvor den anden ”finder på” noget at sige, som nødvendigvis ikke er helhjertet. Det sker, når vedkommende bliver fanget af den magt, som metoden har. Den magt, som opererer gennem mine spørgsmål, og som kræver svar.
Jeg vil dog ikke underkende effekterne af at få skabt et sprog for det sted i livet, som den anden befinder sig. For sproget er også med til at genskabe fornemmelsen af at have en identitet. En slags hånd-i-hanke over, hvor landet ligger. Men problematisk bliver det, når der sker en intellektualisering. Når det meste kommer til at handle om at forklare og oplyse – og ikke så meget om at mærke. For uden mærkning bliver det til en beretning, der næsten fortælles for den samtale-professionelles skyld.
Selv eksperimenterer jeg for tiden med inddragelsen af det abstrakte. Urkraften, mærkningen og de fornemmelser, som kommer før rationaliseringer og intellektualisering. En bevægelse, der foregår nedefra og op. Og ikke oppefra og ned. Nogen vil kalde det for grounding.
Kroppens stemme: En manifestation af liv
Ud fra de erfaringer, som jeg har gjort mig indtil nu, har jeg lært, at vi mennesker har brug for at blive tilbudt refleksive flader, som vi kan tage stilling til, før vi kan få et sprog for vores indre liv. Særligt i en tid, hvor kroppen forsøger at fortælle os noget – men bliver lukket i.
Refleksive flader kommer til udtryk i det fysiske rum udenfor os selv. I form af musik, billeder, poesi, bevægelse m.m.. Fælles for ”fladerne” er, at de vækker os. Hartmut Rosa vil kalde det for resonans. Vi bliver sat i svingninger, fordi der sker noget, som vi kan iagttage, tage stilling til og handle ud fra. Når vi er blevet vækket, bliver det muligt at finde ordene på en anden måde.
I mit private virke interesserer jeg mig meget for det aktive liv. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke:
Hvad ville der ske, hvis jeg havde samtaler med andre lige efter en løbetur? Lige efter en tur i saunagus? Lige efter en koncertoplevelse? Lige efter nogle timers cykling på landevejen? Eller lige efter, at der var skrevet tanker ned i en notesbog? De tidspunkter, hvor der på forhånd er sket en slags manifestation af liv.
Det må afprøves!
Tilbage til køkkenet
I hvert fald var manifestationen af liv til stede den aften i køkkenet, hvor jeg lyttede til James Bays sang. Det startede med, at jeg fulgte min intuition – og handlede på den – da jeg fik en strøtanke om nummeret. I stedet for at lade indskydelsen passere, forstørrede jeg den ved at afspille nummeret. Sangen gjorde mig nysgerrig på mig selv. Jeg spillede den igen og igen for at finde svar. Det resulterede i en rokken fra side til side. Jeg følte mig i live. Og vidste efter lidt tid, hvad min holdning var til dét, jeg stod i.
Jeg tror altså på, at kroppen har sit eget sprog og gemmer på svar. Vi er bare blevet så gode til at overhøre det, når hverdagen ruller med faste strukturer og ideer om, hvordan vi skal indrette vores liv… gå på arbejde.
Derfor må vi vende mikrofonen mere indad – og give kroppen en stemme.
Tak fordi du læste med!
Skriv et svar