Forråelse, skam og ledelse

Denne artikel omhandler lederforråelse og forsøger at redegøre for, hvad det er, hvorfor det opstår, samt hvorfor det er vigtigt at handle på for at komme den forråelse, der er til stede i så mange organisationer på forskellige niveauer, til livs.

• Det er vilkårene!
• Nu må vi også trække en streg i sandet, og sætte det lange lys på!
• Vi skal huske pyt-knappen!
• Jeg har prøvet alt!
• De opfører sig som i en børnehave!
• De er forkælede!

Disse er alle sætninger, som jeg hører fra tid til anden af ledere. Ledere, som står i massive udfordringer med nogle medarbejdere, der ikke er tilfredse og ikke trives af den ene eller anden grund.

Jeg hører forråelse. En forrået stemme, der dækker over følelser af:

afmagt,

utilstrækkelighed,

tvivl,

overvældelse,

uduelighed,

og meget mere.

En forråelse der opstår, når følelser bliver så tunge, at “en menneskelig forsvarsmekanisme kan sætte ind for at dulme følelserne og få “pilen” til at pege på den anden i stedet. Det kan være lettende at tænke, at “det er den anden, der er en idiot”, hvis man i længere tid har haft selvbebrejdende følelser”, som Dorthe Birkmose beskriver det i sin bog “Når gode mennesker handler ondt” (2023).

Én ting er tankerne. En anden er handlingerne. Forråelse kan nemlig få os til at gøre ting, “som vi godt ved ikke er ok. Og når tankerne oversættes til handlinger, bliver de til krænkelser”, beskriver Dorthe Birkmose (2023).

Birkmose er rundt i hele landet og fortæller om forråelsen, dens årsager og alle dens konsekvenser for mennesker og organisationer. Hendes stemme har været og er til stadighed vigtig, fordi den tydeliggør, at noget må gøres. Men fokusset i debatten har været på medarbejderne, selvom Birkmose også beskriver, hvordan forråelse er noget, der opstår på alle niveauer i en organisation, og som kan “drysse ned” helt oppe fra øverste ledelseslag (Birkmose, 2023). En vigtig pointe, hvis vi skal komme forråelse til livs, fordi forråelse smitter – og skal forråelsen fjernes, må kilde og årsagen findes først.

For at blive klogere på, hvad der har betydning for kilde og årsag til forråelse, herunder det der sker på lederniveau, vil jeg beskrive lidt om Forråelse og skam, Skam og Skam i ledelse, hvorefter jeg vil komme med at bud på, hvad der kan være behov for.

Forråelse og skam

På tragisk vis hænger forråelse og skam tæt sammen. Skammen kommer som den voksende knude i maven, når man har gjort noget, som man egentlig godt vidste, ikke var ok. Det kan være skammen over egne handlinger og skam over ikke at leve op til egne idealer om, hvordan man gerne ville være som leder – og over ikke at have hjulpet medarbejderne tilstrækkeligt.

Skammen kommer med utilstrækkeligheds- og afmagtsfølelser, som gør det fristende at invitere forråelsen “på besøg” og kalde medarbejderen “forkælet”, “negativ” el. andre nedsættende ord, i bestræbelsen på at holde skammen lidt på afstand.

Katja Balslev Nielsen, der er forfatter til bogen “Skam i professionelle relationer” (2024), fortæller i en podcast om skam fra Socialt Indblik, at “jo mere, vi skammer os, og jo mere, vi ikke får sat ord på skammen, jo mere forråede bliver vi”[1]. En af hendes pointer i podcasten er, at når mennesker går på arbejde og oplever skam, fx over, hvordan man fik mødt en medarbejder med hårdhed og kynisme, men ikke får delt det med andre, kan skammen og forråelse blive en fristende mestringsstrategi.

“Skam er stilhedens epidemi” beskriver Katja Balslev Nielsen med reference til en pointe fra den amerikanske forsker Brené Brown, og forklarer, at sætningen handler om, at skam vokser og bliver “tungere”, når et menneske går med skamfulde erindringer, uden at dele skammen med andre. Når skammen bliver “tungere” og vokser, bliver risikoen for forråelsen, som en mestringsstrategi, større i takt med at skammen bliver for tung for den enkelte at stå med alene.

Forråelse kan således blive skammens følgesvend, og omvendt kan skammen også være forråelsens følgesvend, når skammen over forråede tanker eller handlinger bliver for tunge, hvorved en negativ spiral af afmagt, skam og forråelse sætter ind.

Hvorfor al den skam?

For at forstå, hvorfor skammen dukker op, er det vigtigt at forstå, at skammens udgangspunkt er både sund og helt naturlig. Skam er en følelse, som vi har med fra vores tidligste år, hvor vi lærte om rigtigt og forkert. Mennesket bruger ifølge Hjortkær “skammen som en sonar, der forsøger at afkode andre, altså det jeg tolker som den korrekte opførsel i gruppen” (Hjortkær, 2024). Skammens funktion er altså at hjælpe os med at agere med en passende opførsel i den pågældende kontekst, ved med skamfølelser at minde os om, hvad der ikke er okay (Hjortkær, 2024).

Skam i ledelse

Når en leder oplever skam i sit arbejde, er det den enkelte leders indre kompas, der forsøger at minde lederen om, at der var noget her, som ikke var ok.

Problemet opstår, når normerne og idealerne for ledelse i den enkelte organisation ikke tillader skamfølelser fra lederne, så den enkelte leder må bære følelserne og frustrationerne alene, så skammen får lov at vokse i stilhed. Når der i ledelsesidealet ligger nogle forventninger om, at lederen er en, der “skal kunne klare mosten”, altid og alene, fordi lederen forventes:

• At være den sidste, der går
• At skulle kunne rumme alle frustrationer, hele tiden
• At skulle have alle svarene
• Aldrig at tvivle
• Ikke at behøve pauser 

Når normerne bliver til uopnåelige idealerne for lederen, bliver der ringe plads til, at lederen kan ytre sig om fornemmelser af, hvad de ser, som ikke stemmer overens med ledelsesidealerne. Herved er der risiko for, at selvbebrejdende følelser som skam og forråelse lurer lige rundt om hjørnet.

Hvis den negative spiral skal brydes

Katja Balslev Nielsen fortæller om skam, at den skal “frem i det åbne, så den kan blive en positiv kræft. Alternativet er, at den sætter sig som det modsatte, en negativ, ødelæggende kræft”. Pointen er, at skammen skal deles, så ikke den bliver for tung for den enkelte at bære, og så den netop kan blive brugt som indikator på at handle på dét, der ikke var ok, som “en positiv kraft” [1].

Hjortkær (2024) skriver; “Kirkegård ville sige, at det vi mister i skammen, er mod, livsmod. Hvilket vil sige modet til at turde være sig selv uden at skammen sig. Og derfor er det modet vi mangler og jagter, når vi har mistet os selv.” Hjortkær beskriver så fint i citatet, at dét, der netop bliver kompromitteret med skammen, er modet til at være os selv – og måske endnu til at ytre os omkring det, som vi oplever, ikke er ok.

Skammen skal altså tales væk, for ikke at blive til en ødelæggende, forrået kraft, men lige så vel for at vi kan holde fast i modet til at være os selv og ytre os omkring det, der ikke var ok. Men skammen har også brug for hjælp til at blive italesat fra en kontekst og en kultur, der muliggør dette. En kultur, hvor lederen kan være i tvivl, og hvor det ikke er lederen alene, der har svarene. En kultur, hvor lederen kan få rum til refleksion (fx i supervision), for at give plads og legitimitet til ikke at være den almægtige ledere.

Hvis forråelse, og ikke mindst lederforråelse, skal bekæmpes, må opgaven være, at få gjort op med det heroiske lederideal, og få skabt nogle forståelser af arbejdsmiljø, hvor ledere såvel som medarbejdere bliver set som mennesker med følelser. Mennesker, der bliver ramt af følelser som usikkerhed, afmagt, vrede osv., og som har brug for et rum, sammen med andre, hvor der er plads til at dele og reflektere over det svære. Et rum, hvor lederen kan undre sig og blive klogere på spørgsmål som “hvad var det mon der skete, siden jeg blev ramt på mine afmagtsfølelser?” og “hvor kom den hårdhed og kynisme fra, som jeg fik lyst til at mødte medarbejderen med?”. Et rum, hvor følelser får plads og legitimitet, fremfor at blive skammet ud, således at forråelsen ikke behøves som en mestringsstrategi.

---

[1] Kilde: Podcast “Skammen skaber grobund for forråelse og forråelsen kan føre til skam” under “Socialt indblik” https://www.socialtindblik.dk/skammen-skaber-grobund-for-forraaelsen-og-forraaelsen-kan-foere-til-skam/