“Det er som om, at de allerede har besluttet, hvem jeg er.”
Som leder kan det ske, at dine medarbejdere ser dig på en anden måde, end du selv ønsker. Måske du af og til kan opleve, at deres syn på dig sætter dig i en bås, som du slet ikke vil være i?


Lederen stirrer ned i kaffekoppen. Han har netop afsluttet et møde med teamet, hvor han havde forsøgt at præsentere en ny struktur – noget, han havde brugt timer på at gennemtænke for at skabe mere klarhed og forudsigelighed. Alligevel blev han mødt med tavshed, skepsis og enkelte stikpiller: “Nå, endnu en ny model?”

Han ved godt, hvad det betyder. Han er blevet sat i bås som ham, der altid laver om. Han kæmper for at holde fast i sit engagement og faglige ansvarsfølelse, men oplever, at hans motiver og værdier bliver usynlige bag medarbejdernes fortolkninger.



Udfordringerne kan komme, når der bliver skabt et billede af dig som leder, du ikke ønsker. Eller med det narrative sprog; en dominerende fortælling, som du gerne vil kravle ud af. Noget, der måske kan føre til fornemmelsen af at blive misforstået.

Og det er der gode grunde til. For som leder bærer du ansvaret for fællesskabet og for at holde kursen. Det betyder, at dine handlinger ofte er truffet ud fra overvejelser og drøftelser, som medarbejderne ikke nødvendigvis har indsigt i. De ser beslutninger, men sjældent hele beslutningsprocessen. De ser dele af din rolle – men ikke nødvendigvis dét, du allermest håber på at blive genkendt i: hvordan du kæmper, reflekterer og balancerer hensyn til fællesskabet.

Måske du længtes efter at blive set som noget andet?

Hvis ja – så deltag i dette arrangement i Bøvleklubben.

Vi inviterer til åben dialog og debat, hvor både du og vi får mulighed for at tale ind i dét, der bøvler.

Tid:                    Torsdag d. 4. september kl. 15-17.00
Sted:                  MØDESTEDET, Gugvej 158, 9210 Aalborg SØ
Værter:            Dennis Jim Frederiksen og Frederikke Egeberg Elkjær
Målgruppe:    
Ledere og lederteams

Det er GRATIS at deltage!

Hvad kan du forvente?
Debatten skydes i gang med et oplæg fra denne Bøvleklubs værter, Frederikke Egeberg Elkjær og Dennis Jim Frederiksen. De præsenterer konceptet og giver en kort indflyvning til, hvad ”Alt det bøvl med medarbejdernes billede af dig” dækker over.

For allerede nu at sætte gang i refleksionen, deler vi nogle af de dilemmaer, som vi ser, kan eksistere, når du bliver set:

  • som usikker, når du gerne vil være involverende
  • som en modstander, når du gerne vil være medarbejdernes ambassadør
  • som en dårlig leder, når medarbejderne står med svære arbejdsopgaver
  • som en regelrytter, når du gerne vil behandle alle lige
  • som fraværende, når du gerne vil give rum til selvledelse
  • som autoritær, når du gerne vil stå vagt om kvaliteten i jeres arbejde.

Arrangementet er inkl. kaffe og lidt sødt til ganen.

Hvad er Bøvleklubben?
I Bøvleklubben vender vi de problemstiller, som bøvler i vores arbejdsliv. Gennem fælles sparring og refleksion debatterer vi dét, der optager os fagligt, gennem en struktureret samtale. Vi stiller spørgsmål og bringer eftertænksomhed og refleksion i højsædet sammen med dig. “Bøvleklubben” er en fiktiv åben klub, som alle er velkomne til at være en del af.

Tilmelding
Skriv til os på frederikke@ncfs.dk for at tilmelde dig. Det er gratis at deltage.

Afbud
Skulle du mod forventning blive forhindret i at deltage? Så kontakt os på ovenstående mail, så din plads kan gives til en anden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *