Supervision og recovery: Hvordan kan supervision hjælpe medarbejdere med at understøtte borgeres recovery-proces?

Når en organisation rækker ud, spørger mine kollegaer og jeg oftest: Hvorfor søger I en supervisor lige nu? Måske de allerede har haft én, der nu er gået på pension. Måske har brug for luftforandring og ønsker at prøve noget nyt. Eller måske de ønsker at understøtte en bestemt metodisk tænkning eller retning.

Sidst det skete hos os, handlede det om sidstnævnte. Herunder særligt med et understøttende fokus på recovery-orienteret rehabilitering (ROR).

Tilbage i september var mine kollegaer og jeg på sommerinternat og snakkede om selv det samme. For hvordan kan vi understøtte professionelles måder at arbejde med recovery på? Og hvad betyder det for måden, hvorpå vi laver supervision?

Det har jeg forsøgt at skrive frem i artiklen hér.

Vi læses ved!

---

Inden vi kommer helt i gang: Hvad vil det sige at arbejde med recovery?

Hér startede jeg selv. Skarpe profiler fra Psykiatriens Hus hjalp mine kollegaer og jeg på vej med denne korte brush-up.

Tilbage i 1950’erne – 1980’erne så man på psykisk sygdom som en sygdom, der skulle behandles. Dengang var målet primært behandling og symptomreduktion. Kendetegnende for denne periode var, at ”patienten” sås som én, der skulle modtage behandling.

I 1970’erne kom rehabilitering ind i billedet, og fokus skiftede fra at handle om behandlingen af ”sygdommen”, til at handle om, hvordan man hjalp andre til at fungere bedst muligt i hverdagen. Den professionelles rolle kunne hér være at definere mål på den andens vegne.

Endeligt kom recovery-bevægelsen i 1980’erne og 1990’errne. Opgør er et ord, der kunne nævnes om denne periode, da man ønskede at rollen som professionel ekspert helt skulle ophæves. I stedet mente man, at den anden var ekspert i eget liv. Noget, der er ret så genkendeligt fra den narrative tilgang, hvor man ikke spørger: Hvad er der galt med dig?, men i stedet: Hvad er der sket med dig?

Forskellen på recovery og recovery-orienteret rehabilitering

Selvom bevægelsen er fra årtier tilbage, er den nu ved at finde fodfæste i Danmark. Det betyder også, at mange enten famler sig i blinde eller prøver forskellige metodiske tilgange af for at understøtte recovery-orienteret arbejde. Dette forsøges f.eks. via metoder såsom LA2, Åben dialog og Motiverende interview.

En skelnen, der kan være værd at belyse, er forskellen på recovery og recovery-orienteret rehabilitering:

Recovery	Borgerens egen personlige proces med at komme sig. En personlig og dyb proces, som særligt også handler om at finde sin egen stemme.
Recovery-orienteret rehabilitering (ROR)	Den faglige og professionelle støtte, der skal hjælpe borgeren på vej.

Ideen om at komme sig

I 2011 blev der foretaget et britisk forskningsstudie, hvor man i psykiatrien undersøgte, hvad der havde indflydelse på, at mennesker kom sig over psykiske lidelser.

På baggrund af forskningen udviklede man CHIME:

C) Connectedness
H) Hope
I) Identity
M) Meaning
E) Empowerment

Med andre ord kan man sige, at hvis professionelle i dag arbejder recovery-understøttende,
så vil de også arbejde med:

• Borgerens følelse af at være forbundet til noget eller nogen
• Borgerens håb. Ikke de professionelles, men borgerens egne
• Borgerens følelse af mening. Lå meningen fx før i at sælge stoffer på gaden, må vi arbejde med at finde den et andet sted
• Borgerens handlekraft. Fx i det små. Hvad fungerer lige nu? Hvor tager jeg ansvar for mit eget liv allerede?

Efter jeg har talt med skarpe Mette Holm Larsen, Anna Søltoft Skov og Thomas Olav Rask Helland, har jeg fået blik for, hvordan CHIME ikke er en ny metode, der bare kan kopieres og udføres i praksis. Det er nærmere et livssyn og et brilleglas, der kan tages på – men som skal forstås i en kontekst. Og dérfor kan vi tale om supervision.

For hvordan understøtter vi medarbejderes arbejde med recovery?
Jeg er selv på vej – men har indtil nu gjort mig nogle erfaringer:

1) Hvordan præsentere en borger i sagssupervision?

Lyser vi på diagnoser, symptomer og adfærd? Eller spørger vi ind til borgerens livshistorie?

Jeg oplever særligt til sagssupervision, at professionelle kan køre med autopilot, når de skal præsentere en borger. Det er hurtigt at komme til at sige: misbruger, skitzofren og 64 år.

Hvis arbejdet med recovery også handler om at forstørre, styrke eller måske endda genforfatte foretrukken identitet, så må vi få vedkomne til at træde frem med den side – også i supervisionsrummet. De professionelles måder at se den anden på har nemlig betydning for, hvordan vi ser på og omtaler vedkomne.

Til supervision er mine kollegaer og jeg derfor begyndt at insistere mere på livshistorien. Hvad ved vi om vedkomnes liv, inden personen kom hér? Var han AGF-fan? Læste han til journalist? Eller var hun opvokset i Kroatien?

2) Når der ikke er adgang til livshistorien – hvad så?

I nogle tilfælde sker det, at professionelle ikke ved så meget om livshistorien. Ja – måske der er trange kår for at få adgang til den? Hvad gør vi så?

Sidst det skete for mig, var situationen den, at netværket var småt, og adgangen til at få opsøgt fortællinger ikke-eksisterende. Den eneste viden, vi havde, var, at borgeren var vokset op i et stærkt religiøst hjem.

Vi brugte derfor tid i supervisionen til at undersøge hvilke normer denne religiøse retning lænede sig op ad. Det gav os nye hypoteser på de stemmer, som borgeren hørte. Nye perspektiver på, hvorfor noget personale blev tilvalgt og andre fravalgt. Hvad kunne borgere f.eks. bruge en professionel til, som religionen ellers afskyede?

3) Hvad nu hvis borgerens egen stemme var repræsenteret til supervision?

Alle mennesker har en stemme. Men den kan være gemt godt væk. Ja, måske så godt, at det kan være svært at håbe på, at den lige sådan dukker op igen.

Jeg har derfor forsøgt at skrive breve, som var de skrevet af borgeren selv. For hvad ville borgeren mon selv sige, hvis vedkommende kunne sige noget og fik ordet? Ville personen sige, at han/hun var i høj arrousal? Eller ville personen sige, at han / hun var blevet sur?

Intentionen er at lyse på, hvad borgerens reaktioner eller handlinger kan være et udtryk for. Lyse på bestræbelser – eller nærmere; handlekraft, som recovery-bevægelsen ville benævne det. Tá det som et udtryk for noget, der er vigtigt for den anden.

4) Lyse på mikro-øjeblikke. Stjernestunder af det foretrukne

En supervisors indgangsvinkel er i mange tilfælde problemer. Det betyder også, at mange af supervisors metodiske greb gerne vil tale ind i det vanskelige. Men hvad nu hvis vi vendte bøtten på hovedet og startede med at beskrive undtagelserne? De tidspunkter, hvor problemet ikke har domineret? Hvor der har været en lille stjernestund.

Her har jeg erfaret, at fortællingerne skaber liv, energi og smil på læben hos de professionelle, fordi de bliver mindet om noget, der ”lykkes”. Et minde af noget godt blev talt frem.

Ved at lyse på dét, lyses der også på medarbejdernes ressourcer. Situationerne ses på som en vidnesbyrd om noget, der har fungeret, som man måske med tiden er kommet lidt væk fra. Mine egne gæt er her, at stjernestunderne kunne være et udtryk for momenter af mening hos borgeren. Momenter af noget, der føles rart.

Dilemmaer, der står tilbage

Selvom artiklen lyser på, hvordan man gennem supervision kan understøtte dét at arbejde recovery-orienteret, så efterlader det også nogle spørgsmål. For:

• Kan alle mennesker komme sig?
• Hvem ved, hvad der er det bedste liv, når borgeren er ramt af en psykisk lidelse? De professionelle eller borgeren selv?
• Hvad gør vi, når en personalegruppe står forskellige steder ift. recovery? Kan vi komme til at udstille hinanden?

Hertil sidst får jeg lyst til at afslutte med DRs program Løsladt.

Her taler Claus med en professionel. Efter samtalen fortæller han journalisten, at han har lært sig selv en strategi, der virker i mødet med det offentlige: ”Lyt, lyv og luk”, siger han. (Tid: 8:00-9:20)

Måske et ret så godt eksempel på, at vi kan komme til at pådutte andre mennesker VORES ideer om, hvad der skal til for at kunne komme sig.

Tak fordi du læste med.

---

Vil du gerne arbejde mere bevidst med recovery? Så kom med på Thomas’ og Frederikkes kursus: