Behøver vi altid tale om problemer i supervisions- eller terapisamtaler?

Løse tanker fra praksis 👇

De fleste supervisioner handler om at tale om mødet med andre mennesker. De mennesker, som oftest ikke er i rummet. Patienter, pårørende, borgere, kollegaer, ledere, andre teams, medarbejdere.

Eller for den sags skyld i terapeutiske samtaler: familiemedlemmer, venner, kærester, børn etc.

Indledningen til samtalen handler oftest om et problem. En udfordring. Eller et ønske om at forstå noget på en lidt anden måde. Ellers var mødet nok ikke opstået.

Første step kan være erkendelsen af, at man oplever et problem. Det er bare ikke altid, at man kan fortælle, hvad det handler om. Særligt ikke hvis samtalen er placeret et tidspunkt på dagen, hvor man liiiiige kommer fra noget andet.

På et sygehus kunne det være fra rutinerne med patienterne.

I sidste uge gjorde en gruppe medarbejdere mig opmærksom på, at dét at komme i tanke om problemer ikke altid er så let. Alligevel ville de gerne deltage i supervision. For det kunne jo ikke passe, at der slet ikke var noget at dykke ned i, nu når de omgik sig med mennesker i deres arbejde på daglig basis.

Sammen fik vi blik for, at det krævede tid at lande i refleksionsrummet. Og at tankerne lige skulle spores ind på en anden frekvens end dén, der kørte på autopilot.

Derfor gjorde vi os erfaringer med at stille andre indgangs-spørgsmål til supervisionen end dém, der handlede om problemer.

𝗜𝗻𝗱𝗴𝗮𝗻𝗴𝘀𝘀𝗽ø𝗿𝗴𝘀𝗺å𝗹 (dét, der var svært at svare på):
🔹 Hvad er jeg særligt optaget af i mit arbejde for tiden?

𝗠𝗼𝗱𝗶𝗳𝗶𝗰𝗲𝗿𝗲𝗱𝗲 𝘀𝗽ø𝗿𝗴𝘀𝗺å𝗹:
🔹 Hvad fortæller jeg familie og venner, hvis de spørger ind til mit arbejde?
🔹 Hvilke patienter har gjort indtryk?
🔹 Hvilke patienter genbesøger jeg i mine tanker en gang imellem?
🔹 Hvilke patienter taler jeg ret meget om?
🔹 Hvad er jeg nysgerrig på for tiden? Eller måske i tvivl om?
🔹 Hvad ønsker jeg at forstå på en lidt anden måde?

Intentionen bag spørgsmålene var at gøre dem mere ”light”. At gøre ideen om at sætte sig i den varme stol lidt mindre varm.

Her på bagkant er jeg kommet til at tænke på, at det måske ikke altid er problemet, vi skal begynde med — men i stedet det, der allerede fylder vores opmærksomhed.

Tak til gode folk for den indsigt 😊