Artikel: Når billeder danner afsæt for refleksion

I denne artikel vil jeg dele konkrete erfaringer med at inddrage billeder (metaforer), som en refleksiv flade i mit arbejde med grupper.

Refleksive flader! Det lyder måske lidt ”flippet”, men det er det ikke. Faktisk det modsatte. Enkelt og jordnært og noget alle kan gøre, hvis modet er til det.

Historien om netop denne form for inddragelse, som jeg vil fortælle om, begyndte tilbage i december 2024, hvor jeg havde besøg af en ledergruppe. De ville gerne have supervision, men havde egentligt ikke noget særligt og vigtigt på hjerte. Jeg fornemmede, at engagementet for de temaer, de ønskede supervision på, ikke helt var der, og jeg greb derfor chancen og inviterede til en proces, som måske kunne give dem et lidt større overblik over sig selv og hinanden. Noget jeg fornemmede de kunne have brug for.

Ideen opstod spontant, lige der i rummet med dem, men jeg har sidenhen gentaget processen med andre grupper. Så for mig er denne form blevet en lille metode jeg trækker op af hatten, når jeg fornemmer et behov for at skabe det store overblik.  

Min intention med artiklen er at vise, hvor enkel en refleksionsproces kan være, og samtidig skabe bevægelse. Min intention er også at vise, hvordan inddragelsen af billeder kan gøre meget af det arbejde, som vi ofte tror ligger i det at stille spørgsmål.

Refleksive flader

En refleksiv flade er i ordets egentlige forstand en ”flade” at reflektere med.

Metaforisk tænker jeg på refleksive flader, som det at spille ”mur”. Når jeg sparker bolden op ad muren, kommer den tilbage til mig. Hvis muren er helt flad, uden buler eller krakeleringer i overfladen, kan jeg næsten på forhånd regne ud, hvor den vil ryge hen. Jeg kan derfor placere mig på forhånd. Sparker jeg bolden lige på muren, vil den lande lige ved mine fødder, så jeg ikke behøver at flytte på mig. Er overfladen i stedet bulet, får jeg noget sværere ved at regne ud, hvor den vil lande. Jeg må være klar til at bevæge mig – uden på forhånd at have en plan for, hvor jeg skal bevæge mig hen. I hvert fald hvis jeg har intentioner om at nå den.  

I dagligdagen taler vi ofte om, at vi reflekterer med hinanden. Det vi egentligt gør, er at ”spille bold op ad” hinandens fortællinger, udsagn, ord, begreber og spørgsmål. Når det jeg hører den anden sige, er overraskende eller bare en smule anderledes end det, jeg havde forventet, skærpes min nysgerrighed og mit engagement, og jeg må bevæge mig for at svare eller spørge relevant. Det er selve denne bevægelse, jeg kalder for refleksion.

Når hverdagssproget begrænser og trænger til udvidelse

Fortællinger er blot en refleksiv flade ud af mange, men helt klart den, inklusiv mig selv, vi trækker mest på, når vi taler og reflekterer med hinanden.

Men nogle gange rækker fortællingen ikke, som en flade, der er mulig at reflektere med. Det er som om fortællingen bliver for flad, for poleret og for pæn en overflade, hvor man på forhånd let kan regne ud, hvad der vil blive sagt eller er i gang med at blive talt frem.  

Et tegn på det er, når samtalen begynder at køre i floskler og selvfølgeligheder. ”Borgeren først”, ”At lykkes som leder”, ”jeg skal gøre det bedre i morgen end i dag”. Fuldstændige korrekte, pæne og polerede udsagn, som ikke skaber bevægelse.   

For at skabe bevægelse må sproget derfor folde sig ud, fortællingen må nuanceres, og de små overraskelser som altid ligger gemt i fortællinger, må masseres frem. For hvis sproget, de ord og sætninger, der kommer ud af den andens mund, ikke folder sig ud, kan det være nærmest umuligt at lade de bulede falder i fortællingen træde frem og dermed skabe bevægelse. I stedet efterlader samtalen en fornemmelse af, at det der siges har jeg hørt mange gange før, og fortællingen bliver ikke en som kræver mit store engagement og nysgerrighed, for svaret er næste givet på forhånd.

Det er når sproget begynder at reproducere sig selv gennem fortællingen på ovenstående måde, at vi kan have brug for nye og andre refleksive flader for igen at få bevægelsen, nysgerrighed og engagement ind i samtalen. Til dét kan billeder som metaforer tages i brug.

Processen

Og måske var det den fornemmelse jeg havde den dag i december? En stærk fornemmelse af at de bolde, som ville blive spillet, hvis vi fortsatte med de temaer, gruppen kom med, ville ryge tilbage til det præcis samme sted hvorfra de kom. Bevægelsen ville være minimal, og supervisionstimerne noget, der kunne minde et par gode timer i hinandens selskab, men ikke mere end det.

Derfor spurgte jeg gruppen: Er I med på noget helt andet? Det var de, og jeg bad om ti minutters pause, så jeg lige kunne tænke mig om.

På tavlen skrev jeg nedenstående 6 udsagn, som passede til gruppens fortidige og nutidige situation:

• Den dag samarbejdet begyndte
• Periodens største bedrift
• Periodens største udfordring
• Periodens største glæder og sorger
• Hvor er vi nu?
• Hvor er vi på vej hen?

På gulvet lagde jeg 101 billeder i A5-størrelse, jeg havde købt hos Pick A Picture

Processens formål var at hjælpe dem til et større og mere sammenhængende overblik over den forudgående periode. Hjælpe dem med at få blik for og indblik i sig selv og hinanden, egne og fælles handlinger og bestræbelser. Det ved jeg er vigtigt, for nogle gange går arbejdslivet så stærkt, at det efterlader mennesker med fornemmelsen af, at ”tingene” opstår eller sker tilfældigt. Man når simpelthen ikke at få blik for hvordan egne handlinger, beslutninger, valg og prioriteter påvirker proces og resultat, før man er videre til det næste.  

Billederne inddrog jeg med det formål at hjælpe sproget på vej, så der kunne fortælles med andre ord og begreber, end de som lå lige til højrebenet, og som gruppens medlemmer så ofte havde hørt hinanden sige.

Processen blev nu på følgende vis (og det er faktisk den som kan kopieres, hvis du skulel have mod til det):

Jeg bad dem dvæle lidt ved det første udsagn. Inviterede dem til hver især at tænke tilbage til den specifikke dag / periode i foråret, hvor samarbejdet mellem de fire i gruppen begyndte.

Jeg bad dem derefter hver især kigge på de 101 billeder og række ud efter et eller to billeder, som de synes passede til netop den fornemmelse, de fik, mens de tænkte tilbage.  

Jeg inviterede til en runde ud fra spørgsmålene

1. Hvilket billede / hvilke billeder har du valgt?
2. Hvad ser du i det / de billeder?
3. Hvad tænkte du på, som fik dig til at række ud efter netop det / dem? Fortæl….

Mens de fortalte, skrev jeg deres centrale ord og sætninger op på tavlen i poetiserende form, som om de var et digt. Jeg sørgede for, at deres metaforiske beskrivelser af perioden kom med i digtet, så nyt sprog kunne kile sig ind i ”det sprogsystem” (den diskurs), de på selvfølgelig vis trak på i hverdagen (det hverdagspolerede ledelsessprog). Da runden sluttede, læste jeg digtet op for dem.

Derefter tog jeg fat i næste udsagn og sådan fortsatte processen.

Effekten

Der blev både grint og fældet tårer, sagt et bekræftende ”åh ja…” til hinandens valg af billeder og episoder. Især spændingen og nysgerrigheden omkring valg af billeder skærpede lytningen og skabte indlevelse. Det var som om, at der blev lyttet anderledes, og som om det at se lidt anderledes på perioden, på sig selv og hinanden kom helt af sig selv.

Konkret hjalp processen dem med:

1. at huske
2. at tillægge enkelte episoder særlig værdi og betydning
3. at få blik for det, de havde udrettet
4. at mærke stolthed
5. at se ud i horisonten / gøre sig forestillinger om fremtiden, på en troværdig måde

Afslutning

Jeg har efterfølgende kørt processen flere gange med andre grupper. Bl.a. med et team som fortalte mig, at de efter en lang hård periode nu var et godt sted. De sad i supervisionsrummet med smil om læberne og havde ikke ord for, hvad de egentligt selv havde gjort for at skubbe til udviklingen, men jeg kunne mærke stoltheden og glæden ved det sted, de var.

Processen hjalp dem med at få et tydeligere blik for, at de ved egen og fælles kraft havde gjort handlinger og truffet valg, som netop havde bragt dem til et andet og bedre sted i deres samarbejde med hinanden.

Sidst men ikke mindst har jeg også eksperimenteret med at instruere grupper i selv at køre processen. Det gav de rigtig god feedback på. Som jeg, var også de overraskede over hvor enkelt noget kan gøres og samtidig skabe så stor bevægelse.

Rigtig god fornøjelse 😊