Artikel: Hvad er recovery-orienteret supervision?

Jeg har skrevet en artikel på egne og mine kollegers vegne (Anders Fogh Jensen, Milo Leig Andersen og Frederikke Egeberg Elkjær).
Den handler om recovery-orienteret supervision.

Jeg giver et bud på, hvad den recovery-orienterede supervision i særlig grad må have blik for og kunne hjælpe med, for at de professionelle kan forblive i det recovery-orienterede spor, også når det bliver svært.

Ud over at argumentere deler jeg også sidst i artiklen en model, vi kalder for Makkerskabsmodellen. Modellen er et eksempel på en lille supervisionsproces, der ved hjælp af få men ret insisterende spørgsmål flytter fokus i så tilstrækkelig grad, at den professionelle igen kan begynde at håbe, selv i nogle af de sværeste borgerforløb.

Håber I vil læse med.

/ Marlene

---

Hvad er recovery-orienteret supervision?

Det spørgsmål har vi stillet os selv gennem en længere periode. Svaret er endnu ikke fyldestgørende og bliver det nok aldrig. For arbejder man i en praksis, hvor man har valgt den recovery-orienterede vej, er det samtidig også en vej med mange smutveje, bump, omkørsler og muligheder for etablering af nye veje. Man bevæger sig så at sige på et åbent spor, hvor snuden forventes at holdes i sporet samtidig med, at man konstant spejder efter nye og andre spor at udforske.

Men en ting, vi ikke køber ind på, er, at blot fordi man bruger metoder, der er godkendte som recovery-orienterede rehabiliterende metoder, er det ikke nødvendigvis lig med, at man er recovery-orienteret. Recovery-orienteret praksis kræver nemlig, at man køber ind på selve præmissen om, at mennesker kan komme sig, også i livsperioder, hvor det ser mørkt og håbløst ud. Også når man som professionel lulles ind i tanken om ”det bliver aldrig bedre. Når den fornemmelse rammer den professionelle, og man samtidig skal fortsætte sit recovery-orienterede arbejde, ja så kan det komme til at virke meningsløst fortsat at prøve.

Vi mener, at recovery-orienteret supervision handler om at få individets (borgerens / beboerens) personlige recovery-proces i centrum for supervisionen. Vi må i supervisionsrummet stille sig skulder ved skulder ved det menneske, det handler om, bringe vedkommendes perspektiver på eget liv med ind i rummet og lade det være omdrejningspunktet. Det kan til tider være hårdt arbejde konstant at løfte det ansvar og derfor er det ofte energi, ny inspiration til og bredere perspektiver på det recovery-orienterede arbejde, den recovery-orienterede supervision må bestræbe sig på at få frem i lyset og gøre så håndgribelige, at den professionelle kan række ud efter det. Også i cases, hvor troen på, at noget kan forandre sig, nærmest ikke er til stede. Også i cases, hvor håbet virker uhåndgribeligt, ja selv der må vi, som supervisorer gå efter ideen om, at håbet fortsat er til at få greb om, ved at insistere på ideen om at der ER mere at udfolde, mere at lære og flere ideer at få.

Makkerskabsmodellen

I foråret udviklede jeg i samarbejde med mine gode kolleger en model til mødet med professionelle, som for en stund har tabt håbet for et andet menneskes recovery-proces. Vi kalder den for Makkerskabsmodellen.

Makkerskabsmodellen er designet til gruppesupervision, hvor alle er på. Dvs. gruppesupervision hvor alle sætter sig i en ”varm” stol på samme tid. Selve ordet makkerskab henviser bl.a. til, at vi fra supervisionens begyndelse beder deltagerne ”mak’re” op med hinanden, så de har en fast makker at reflektere med undervejs i supervisionen. Men ordet makkerskab henviser også til den underlæggende intention metoden bærer på, nemlig at invitere den professionelle til at se sig selv som makker for et andet menneske, der har brug for nogen at gå den recovery-orienterede vej sammen med. En slags følgesvend.

Modellen går tæt på de øjeblikke, hvor undtagelsen til den utilstrækkelighed, håbløshed og meningsløshed de professionelle nogle gange kan blive ramt har vist sig. Modellen forstørrer netop disse øjeblikke, og giver deltagerne mulighed for at undersøge dem og deres betydning for borgeren nærmere.

Gennem spørgsmål som:

1. Beskrivelse af problemet
   Fortæl mig lidt om hvilke situationer I oplever problematiske i arbejdet med denne borger?
   
2. Det fraværende men implicitte
   Fortæl mig lidt om, hvad I savner eller længes efter i jeres kontakt til denne borger, siden I finder netop disse situationer problematiske?
   
3. Undtagelserne til problemet
   Tal med din makker om situationer, du har været i med denne borger, hvor bare en lille smule af det, du savner eller længes efter, har været til stede.
   
4. Navngivning af undtagelserne
   Hvad vil I hver især kalde den situation, I var i med ham/hende, hvor netop dette mikroskopiske øjeblik opstod?
   
5. Undtagelsernes kobling til borgerens værdier
   Hvad siger disse situationer noget om, at borgen finder vigtigt, betydningsfuldt eller sætter pris på i hverdagen?
   
6. Historisering af værdierne
   Hvad i borgerens historie bekræfter at netop dette er vigtigt?
   

Vores erfaring med denne model er, at den hjælper. For det første letter den det ansvar, den skyld og til tider skam, som de professionelle ofte tynges af, når et menneske i deres varetægt har det svært. For det andet flytter den magt. Hvor deltagerne ofte fra supervisionens begyndelse er optagede af, hvordan de får et andet menneske til at… så går de ofte fra supervisionen med et klarere blik for, hvordan de kan etablere situationer i hverdagen, som borgeren meningsfuldt kan række ud efter.

Så kort sagt flyttes fokus fra det de professionelle ikke har magt over, nemlig borgeren, til det de rent faktisk kan påvirke nemlig konteksten.

Rigtig god fornøjelse.

Vil du gerne dygtiggøre dig i arbejdet med recovery-orienteret rehabilitering? Så er kurset nedenfor måske for dig.