Supervisoruddannelse 2026

Supervisoruddannelse 2026 – Bliv supervisor på 1 år

Findes der en “lige refleksive vej”, og findes der en ”rigtig” måde at arbejde med supervision på? Ikke hvis du spørger os.

Supervision er på mange måder en berigende samtalepraksis, og gennem en supervisoruddannelse lærer du, hvordan du kan navigere i dette rum. Som supervisor får du et stort spillerum, hvor kreativiteten kan folde sig ud, og hvor du kan anvende forskellige supervisionsmetoder og baggrundsteori i mødet med ledere og medarbejdere, som har behov for refleksion, læring og fælles beslutningsgrundlag.

Samtidig er supervision også en praksis med store forventninger. Ledere og medarbejdere ser ofte frem til supervision i håbet om, at det kan hjælpe dem videre eller hen mod noget bedre – og her giver en uddannelse i supervision dig de redskaber, du har brug for, hvis du ønsker at blive supervisor på et professionelt niveau.

Derfor skal du tage en supervisoruddannelse

På denne supervisoruddannelse lærer du at facilitere supervision, der styrker lederes og medarbejderes professionelle handlekraft, når tvivl opstår, eller velkendte udfordringer vender tilbage.

Du bliver trænet i både individuel- og gruppesupervision og lærer at skabe et tydeligt og trygt rum, hvor deltagerne får indblik i deres konkrete udfordringer og overblik over den viden og de erfaringer, de allerede har.

Uddannelsen giver dig kompetencerne til at lede supervision – uanset om det handler om sagssupervision, organisatoriske vilkår eller etiske dilemmaer i arbejdet. Dette gør den til den ideelle uddannelse i supervision for dig, der ønsker at blive supervisor.

Af vores mange års erfaring ved vi, at supervision forebygger stress og modvirker forråelse, fordi den styrker refleksionen og sætter faglig viden og erfaring i centrum. De rette spørgsmål skaber ny nysgerrighed på arbejdsopgaven og genopretter overblik – en forskel, som du som supervisor bliver klædt på til at gøre muligt for andre.

Er du på udkig efter en kortere efteruddannelse, der ikke varer et helt år, men stadig indeholder superviserende elementer? Så kan vi anbefale vores 5-dages kursus i Superviserende Ledelse, som du kan læse mere om her.

Uddannelsens mål

Med denne uddannelse bliver du i stand til:

  • At kontraktere supervisionsopgaver relevant
  • At planlægge, gennemføre og evaluere både individuel- og gruppesupervision
  • At træffe metodiske valg, som hjælper supervisanterne med at opnå et dybdegående overblik over sig selv, hinanden og de problemstillinger, de står overfor
  • At tilrettelægge supervisionsprocesser, som engagerer og skaber energi både fagligt og personligt
  • At balancere moral og etik, herunder magt – både den organisatoriske, men også din magt som supervisor
  • At planlægge og gennemføre supervisionsforløb for medarbejdere, både med og uden lederens tilstedeværelse
  • At holde supervisionsrummet og afgrænse det fra andre samtalerum som coaching, terapi, konfliktmediering og undervisning
  • At reflektere din egen supervisionspraksis med afsæt i relevante teorier og metoder
  • At udforske og finde dit ståsted og din stil som supervisor, så du kan holde supervisionsrummet – også når det bliver svært

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af 4 moduler af hver tre dages varighed. Opbygningen ser således ud:

Modul 1: Individuel supervision

Første modul handler om individuel supervision. Det er også på dette modul, du introduceres til supervision som begreb, praksis og en særlig form for bestræbelse i landskabet af forskellige samtalemuligheder. For selvom supervision er en bred disciplin, så er der også noget, som supervision ikke er og dermed også særlige grænser, du skal kende og holde på for ikke at glide over i andre samtalediscipliner som f.eks. terapi og konflikthåndtering. Derfor ser programmet for første modul således ud:

Dag 1: Systemisk narrativ supervision som begreb og praksis

Dag 2: At supervisere en person: hvorfor, hvornår og hvordan?

Dag 3: Rammesætning og kontraktering af det individuelle supervisionsrum: om magt, etik og moral i supervision – herunder tryghed som fundament for refleksive samtaler.

Modul 2: Gruppesupervision

Andet modul sætter fokus på gruppesupervision, som i praksis dækker over flere forskellige slags samtaler. Som supervisor kan du møde grupper på to personer, men du kan også få en opgave, hvor du skal supervisere op til 20 personer på en gang. Alle grupper skal derfor ikke have den samme model eller det samme set up. Ud over gruppesupervision som tema føres temaet rammesætning og kontraktering videre på dette modul, i relation til gruppesupervision.

Modulet ser derfor således ud:

Dag 4: Individuel supervision i gruppe: at interviewe en person i en gruppe og samtidig inddrage de andre i samtalen  

Dag 5: Gruppesupervision: hvordan du styrer og faciliterer, når alle i rummet er ”på”

Dag 6: Kollegial supervision: hvordan du sætter deltagerne i gang med at supervisere hinanden.

Modul 3: Stagnation og bevægelse i supervision

Mange træder ind i et supervisionsrum med ideen om, at supervisionen bliver god, hvis de får nye redskaber. Som om supervision er et rum, hvor svære og ofte komplekse problemstillinger kan løses med nye konkrete værktøjer. Men ofte sker der noget helt andet.  Noget, som kan være svært at sætte ord på, men som opleves meningsfuldt og bevægende. Disse supervisioner bliver ofte noget helt særligt – måske fordi der opstår ”resonans”. Et bevægende møde mellem mennesker, og hvor effekten kan være, at de pludselig føler sig tættere forbundet med hinanden, deres arbejde og måske deres organisation.  

tredje modul går vi derfor tættere på alt det, som også sker i et supervisionsrum og alt det, vi på forhånd ikke kan planlægge, vil ske, men som måske opstår. Hvor du på modul et og to lærer konkrete supervisionsmetoder, sætter vi på dette modul spot på stemninger, følelser, relationer, konflikter, stress, pres og forråelse. Dette ved at invitere dig grundigt med ind i teorien om resonans, som danner et klart afsæt for modulet.

Dag 7: Resonans og supervision: Når arbejdet, relationer og det højere formål taler til os

Dag 8: Resonans og supervision: Når arbejdet, relationer og det højere formål ikke taler til os

Dag 9: Om at arbejde med billeder og andre æstetisk refleksive flader i supervision som forsøg på at genstarte bevægelser, etablere brudte tråde.

Modul 4: Hvem er du som supervisor?

Det sidste modul handler om dig som supervisor. Set fra et narrativt og systemisk perspektiv kan du som supervisor ikke sætte dig udenfor selve supervisionssystemet. Du kan så at sige ikke ”være neutral” for dine spørgsmål, da dine metoder og din måde at facilitere på altid altid vil være ladet med intentioner og bestræbelser.  Du må derfor forholde dig refleksivt – ikke bare til det, som foregår i supervisionsrummet, men også til din egen måde at supervisere på og til de valg, du træffer.

Derfor handler dette modul om at finde ståsted som supervisor. Om at komme nærmere en form for supervisionsetik, så du kan positionere dig relevant og tillidsfuldt i din supervisionspraksis.  

Modulet ser således ud:

Dag 10: Den interne og eksterne supervisor, herunder hvordan du inddrager dig selv, din egen erfaring og viden – også når temaerne er af mere personlig karakter.

Dag 11: Om at sætte sig selv i spil som supervisor: lade sig evaluere, invitere til åben dialog om supervisionen og dens effekter, re-kontraktere om nødvendigt.

Dag 12: Din egen supervisionsstil, om at finde ståsted, stil og få blik for egne bestræbelser som supervisor.

Datoer

  • 15. april
  • 16. april
  • 17. april
  • 10. juni
  • 11. juni
  • 12. juni
  • 16. september
  • 17. september
  • 18. september
  • 2. december
  • 3. december
  • 4. december

Mandage – torsdage er fra kl. 9-16.00. Fredage fra kl. 8.30-15.00.

Undervisningsform

Du undervises af konsulenter fra Nordjysk Center for Supervision, som samlet har mere end 10 års erfaring med supervision og samtale i professionelle kontekster. Du vil derfor møde undervisere, som både lægger vægt på teori og metode, men også på træning af din supervisionspraksis.

Supervision er nemlig en praksis. Noget, du gør med andre og derfor noget, du på uddannelsen både studerer gennem læsning af litteratur, undervisning i teori og metode og gennem træning egen praksis undervejs.

Undervisningen foregår som holdundervisning, og består af en vekselvirkning mellem teoretiske oplæg, undervisning, træning i metoder samt hjemmeopgaver.

Ved siden af undervisningen vil der være 2 x individuel egen-supervision med en konsulent ved Nordjysk Center for Supervision.

Målgruppe og adgangskriterier

Uddannelsen henvender sig til dig, som arbejder med vejledning og rådgivning af andre professionelle. Det kan være i rollen som konsulent, leder, faglig koordinator, vejleder, underviser, coach eller supervisor.

For at deltage i efteruddannelsen skal du som minimum have gennemført en uddannelse svarende til bachelorniveau (professions- eller universitetsbachelor).

Det er desuden et krav, at du har adgang til en professionel praksis, hvor du har mulighed for at gøre supervision, herunder afprøve og træne det, du løbende lærer på uddannelsen. En del hjemmearbejde vil nemlig handle om at gøre sig erfaringer med at supervisere.

Merit: Tidligere deltagelse på kurset i Superviserende Ledelse giver merit for 2 dages undervisning samt en rabat på kr. 4.999,-.

Eksamen

Du skal som minimum være til stede 10 dage på uddannelsen samt aflevere en eksamensopgave for at bestå uddannelsen.

Afsluttende opgave: Som afslutning på uddannelsen afleverer du en 8-10 siders opgave, hvor du med afsæt i en transskriberet supervisionssamtale gør rede for og reflekterer din supervisionspraksis. Opgaven bedømmes som bestået / ikke-bestået. 

Opgaven afleveres en måned efter endt uddannelse, og du modtager feedback senest 14 dage efter aflevering.

Afslutningsceremoni

Som afslutning på uddannelsen inviteres du til en ceremoni, hvor vi fejrer, at du sammen med dine medstuderende har bestået uddannelsen.

Vi sørger for de festlige rammer, og du får mulighed for at sige lidt om din opgave til dine medstuderende.

Pris

Kr. 29.950 + moms

Er du privatbetalende, er prisen uden moms.

Afbud

Ved afbud tidligere end 4 uger før kursusstart returneres hele kursusafgiften

Ved afbud tidligere end 2 uger før kursusstart returneres 50% af kursusafgiften

Ved afbud tidligere end 1 uge før kursusstart returneres 25% af kursusafgiften

Ved afbud mindre end 1 uge før kursusstart returneres 0% af kursusafgiften

Afmelding meldes til via mail til frederikke@ncfs.dk

For tilmelding: Skriv til frederikke@ncfs.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *