Artikel: Hvad er forskellen på den systemiske og den narrative tilgang?

Billede: Rasmus Svarre

Hvis du overvejer at gå i terapi eller måske har brug for supervision eller hjælp i en organisation, kan du møde forskellige retninger, en narrativ tilgang og en systemisk tilgang, der ofte omtales sammen som den systemisk-narrative tilgang. De ligner hinanden på mange måder, men de tænker forskelligt om, hvor problemer kommer fra, og hvordan forandring sker.

Er du nysgerrig på at forstå forskellen? Så læs med her.

Den systemiske tilgang: Problemet og relationerne

Den systemiske tilgang tager udgangspunkt i, at vi altid indgår i relationer: Familie, parforhold, arbejdsplads, venskaber. Derfor spørger man ikke først og fremmest: Hvad er der galt med dig?  Man spørger: Hvad sker der imellem jer?

Tanken er, at problemer ofte opstår og vedligeholdes i samspil. Når én gør noget, reagerer en anden, og den reaktion påvirker igen den første. Det kan blive en slags mønster eller “loop”, som ingen egentlig ønsker, men som alligevel fortsætter.

Forestil dig en familie med en teenager, der trækker sig. Forældrene bliver bekymrede. Den ene presser på for at få hende i tale. Den anden bliver skarp i tonen for at skabe ro. Teenageren trækker sig endnu mere. Alle forsøger at gøre det rigtige, men resultatet bliver større afstand.

En systemisk terapeut vil være optaget af dette mønster. Ikke for at finde den skyldige, men for at forstå, hvordan alle bidrager til det, der sker. Der stilles ofte spørgsmål som: Hvad sker der, når du gør sådan? Hvad gør det ved de andre? Hvem reagerer mest på det?

Målet er at ændre samspillet. Små ændringer i kommunikationen kan skabe nye bevægelser. Forandring sker, når relationerne begynder at fungere anderledes.

I supervision betyder det, at man ser på, hvordan man selv indgår i systemet omkring en sag: Hvad sker der mellem dig og kollegaen? Hvad i organisationens kultur spiller med? Man undersøger mønstre fremfor personlige fejl.

Kort sagt: I systemisk terapi bliver du mødt som deltager i et netværk af relationer. Problemet ses som noget, der opstår imellem mennesker.

Den narrative tilgang: Problemet og fortællingen

Den narrative tilgang er beslægtet med den systemiske, men flytter fokus. Her er man optaget af, hvordan vi fortæller om os selv, og hvordan bestemte historier kan komme til at dominere vores liv.

Vi mennesker skaber mening gennem fortællinger. Men nogle gange bliver en bestemt fortælling så stærk, at den begynder at definere, hvem vi er.

Den tavse teenager kan begynde at tænke: “Jeg er besværlig”, “jeg kan ikke sige noget rigtigt”, “der er noget galt med mig.”

Her vil en narrativ terapeut ikke først analysere samspillet, men adskille person og problem. Man siger ikke: Du er lukket. Man kunne i stedet sige: Stilheden har fået meget magt i dit liv.

Det kan lyde som en lille sproglig forskel, men den gør en stor forskel. Når problemet får sit eget navn, bliver det noget, man kan forholde sig til – i stedet for noget, man er.

Narrativ terapi vil spørge: Hvornår fylder problemet mindre? Hvad siger det om dig, at du faktisk prøver at beskytte noget? Hvilke værdier står du for og holder fast i, når du gør som du gør?

Man leder efter undtagelser og styrker, der måske har været overset. Forandring sker ikke primært ved at ændre relationer, men ved at ændre den fortælling, man lever i.

I supervision betyder det ofte, at man undersøger de historier, man er begyndt at tro om sig selv som professionel: “Jeg er ikke god nok”, ”jeg kan ikke håndtere den type borgere.” Her vil den narrative tilgang forsøge at finde erfaringer, der peger i en anden retning, og genopdage værdier og intentioner, som stadig er levende.

Kort sagt: I narrativ terapi bliver du mødt som et menneske med erfaringer, værdier og viden om dit eget liv. Problemet ses som noget, der har fået plads i din historie, ikke som din identitet.

Forskellen kort sagt

Den systemiske tilgang	Den narrative tilgang
Problemet ses i relationer	Problemet ses i fortællinger
Fokus på mønstre og kommunikation	Fokus på identitet og betydning
Forandring gennem ændret samspil	Forandring gennem ændret selvforståelse
Du mødes som deltager i et system	Du mødes som din selvforståelse

Hvad med sandheden?

Begge retninger er forsigtige med at påstå, at terapeuten kender sandheden om dig.

Den systemiske tilgang er skeptisk over for én objektiv sandhed, fordi vi altid ser verden fra en bestemt position. Derfor arbejder man med perspektiver og hypoteser.

I den narrative tilgang fylder ’sandhed’ mere, men som domme. “Du er sådan”, ”du er problemet.” Derfor forsøger man at løsne de sandheder, der har låst identiteten fast. Samtidig arbejder narrativ terapi med en anden form for sandhed, som den ikke artikulerer eksplicit, nemlig den oplevede sandhed. Den følelse, der opstår, når man genkender sig selv i en fortælling, der stemmer overens med ens værdier. Når man kan sige: Ja, det er faktisk mig.

Hvad skal man vælge?

De to tilgange udelukker ikke hinanden. Mange terapeuter arbejder med inspiration fra begge.

Men hvis du overvejer terapi, kan du spørge dig selv: Har jeg mest brug for at forstå relationerne omkring mig? For så kan en systemisk tilgang være hjælpsom. Har jeg mest brug for at finde tilbage til mig selv og genvinde en fortælling, jeg kan genkende? For så kan en narrativ tilgang være meningsfuld.

Begge retninger ønsker at mindske skyld og skabe bevægelse. Forskellen ligger i, om bevægelsen primært sker i relationerne eller i fortællingen om, hvem du er.