Stine stopper som narrativ konsulent og supervisor

Hvordan tager man afsked med en medarbejder? Uden at vide hvordan, så var det netop dét, vi gjorde i går. Vi sagde farvel til Stine, der stopper som narrativ konsulent og supervisor.

Sigende var det måske, fordi et gennemgående tema i Stines ansættelse har været at blive involveret i noget, vi ikke har prøvet før. Hun har fulgt os gennem en rejse i det uvisse. Fulgt os fra Det Gamle Posthus i Algade, til lokaler i Nørresundby – og nu til Mødestedet i Gug. Hun var den første medarbejder, vi ansatte. Den første, vi i går måtte tage afsked med.

Det blev til en lille begivenhed med stor mening. Mange varme, rammende og sigende ord satte ikke bare minderne i gang om tre års samarbejde i et eksplosivt tempo. De bekræftede os også i en værdi, vi har til fælles; der skal ikke tages let på tingene.

Stine har været en uvurderlig livs- og arbejdskraft de seneste 3 år. Med sine skarpe faglige kompetencer har hun bidraget til driften og især den udvikling, vi har været igennem og fortsat mærker. Med sin ærlige og troværdige måde at være på er hun gået til det enkle og har omfavnet det komplekse.

Vi kommer til at savne Stines grundighed, ordentlighed og evige engagement. Hun ønskes alt muligt held og lykke på sin videre vej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *