Samtaler for unge: Hvordan finder jeg den rette terapeut?
At finde en terapeut kan være en ret stor beslutning. Måske ved du ikke helt, hvad du leder efter — eller om du overhovedet har lyst til at snakke med en psykolog. Det kan føles overvældende, og mange sidder med spørgsmål, som de måske ikke helt får sagt højt.
Her har jeg samlet nogle af de overvejelser, jeg ofte møder fra unge, der står lige dér — i tvivlen, nysgerrigheden og måske også modstanden.
Måske tænker du: Jeg ved ikke, om det er for mig.
Eller: Jeg ved ikke engang, hvad jeg skulle sige, hvis jeg skulle snakke med nogen.
Jeg har skrevet svarene, som jeg ville gøre det i en samtale. Måske kan du genkende nogle af spørgsmålene. Eller måske får du bare lidt mere ro på, inden du selv beslutter dig.
Vi læses ved!
Jeg gider ikke gå til psykolog
Der findes mange forskellige forestillinger om, hvordan der er at gå til psykolog. Måske du har erfaringer med – eller forestiller dig – at der sidder en overfor dig, som bare forventer, at du svarer. Noget, der kan være ret intimiderende. Også delen om at komme ind i et samtalelokale, hvor man skal sidde og kigge hinanden i øjnene.
Samtaler hos mig, Frederikke, er lidt anderledes. Her skriver jeg for eksempel på en tavle, så vi begge kan slappe lidt mere af i samtalen og tale ud fra noget. Du kan helt selv vælge, hvad du vil fortælle. Og du bliver ikke fanget i noget. I de fleste tilfælde kan det føles som om, du selv kan fortælle, uden jeg spørger dig mere direkte.
Tidslinjearbejde: Hvorfor laver du tidslinjer på tavlen? Er det normalt?
Det gør jeg, fordi jeg tror på, at de fleste mennesker bliver defineret som problemet. Som om det er dem, den er gal med – og i de situationer kan det være svært at komme videre. Fordi nu er du jo endt her, fordi du har et problem. Du har allerede selv forsøgt at løse det på oceaner af forskellige måder. Men uden held.
Man kunne gå så langt og være så fræk og sige: Hvis du selv er problemet – så kan du jo heller ikke bruge dig selv til at løse det.
Sådan tror jeg ikke, det fungerer. Jeg tror derimod, at der er sket noget i dit liv, som gør, at du har fået det dårligt. Den historie insisterer jeg på at få frem. Og vil meget gerne hjælpe dig med at danne overblikket over. For når du får det, tror jeg på, at du også i højere grad kan træde ud af ”zombieverdenen”, hvor det hele er lidt tilfældigt – og derimod give plads til dine egne følelser. Det kan godt føles lidt skræmmende, men jeg tror, det er godt. Følelser fortæller dig, hvor dine grænser går, og hvad der er vigtigt for dig.
Det første skridt er oftest det sværeste
Det første skridt og de første samtaler, er de sværeste. Både fordi du måske allerede har erfaringer med dig fra andre psykologer eller terapeuter – eller måske fordi du slet ikke er vant til at snakke sammen på den her måde. Hvor man går ind i et rum, lukker døren og bliver stillet spørgsmål.
Jeg synes, at det kan være meget intimiderende at skulle sidde overfor hinanden på den måde. Derfor bruger jeg en tavle, som vi skriver på og kigger på. Jeg kan også finde på at bruge billeder eller musik. Min opgave er at få dig i tale. Så det skal du slet ikke koncentrere dig om. Det kan være meget almindeligt at føle, at man slet ikke ved, hvor man skal starte eller slutte. Det er min opgave – og ikke din.
Hvordan finder man ud af, om du er den rette at tale med for mig?
Det er kunsten. Og flere ville sige, at det også handler om at have en form for kemi med hinanden. Og det er også rigtigt. For ellers er der stor sandsynlighed for, at terapien ikke virker. Vi har størst tiltro til de mennesker, vi føler os trygge ved.
Dog skal du også vide, at dét at være terapeut er et arbejde. Den måde, en terapeut arbejder på gennem sine spørgsmål, er altså ikke tilfældig. Den har et teoretisk fundament med sig og er skabt til at kunne hjælpe andre på vej. Måske det kan være rart at læne sig lidt op ad, når du skal være her første gang.
Et kærligt skub – min mor synes, jeg skal finde en at tale med
Der er stor omsorg i, at vores nærmeste synes, man skal opsøge en terapeut. Og når vi står i kriser eller noget, der er svært, kan det være rart at læne os op ad de relationer, der kender os rigtig godt. Dém, der kender vores værdier og vil os det bedste.
Forældrene eller dine kære må derfor meget gerne give dig det kærlige skub og hjælpe dig på vej. Men det vigtigste er, at du ikke kommer, fordi du SKAL. Det er derimod vigtigst, at du kommer, fordi du selv har lyst til at få det på en anden måde, end du har lige nu.
Men mine forældre kender jo slet ikke mit problem?
Nej – de tror måske, det handler om én ting, men du ved, det handler om noget andet. Noget, du måske ikke kan dele med dem. Eller noget, de ikke helt forstår.
De kommer med gode råd og vil rigtig gerne løse dit problem. Men det kan de ikke. Så måske noget af det bedste, de kan gøre, er at lytte – og give dig det kærlige skub på vejen. Så skal vi to nok finde en anden måde at snakke på, så dét, der fylder for dig, får plads.
Samtalen er selvfølgelig fortrolig. Det betyder også, at jeg ikke vil fortælle dine forældre om indholdet i vores snak. Hvis der skal deles noget med dem, aftaler vi sammen, hvad det skal være. De vil i mange tilfælde naturligvis gerne vide, hvordan du har det – se det som et udtryk for, at de holder af dig og ønsker dig alt det bedste.
Kan du genkende dig selv – eller måske en du kender – i artiklen?
Så skal du være så velkommen til at tage fat i mig, Frederikke på frederikke@ncfs.dk.
Skriv et svar