Debriefing – hvem har brug for det?

De sidste uger har jeg haft et par individuelle debriefings-samtaler.

Henvendelserne er kommet fra ledere med intentionen om at have et ekstra blik på medarbejdere, der har stået i svære episoder med borgere/beboere.

Når samtaleemnet kommer til de episoder, hvor noget har været på spil, er det min erfaring, at de fleste godt ved hvilke konkrete møder, det er, de har slået sig på.

De kommer med ordene:
“Den der episode sidder stadigvæk I mig…”
“En af de episoder, der gjorde indtryk på mig, som jeg stadig husker, var da…”

Udefra set kan det af og til være svært at vide, hvem af sine kollegaer, det er, der måtte have disse erfaringer – og dermed brug for en samtale.

Så ja… hvordan hjælpe bedst muligt?

Måske ligge episoden ud i det åbne og nævne, at der er muligheder for samtale med en ekstern part. Med andre ord; lade medarbejderne selv vurdere, om de er en af dém, der kunne have behov. Lade dem henvende sig selv.

Modsat kunne det for medarbejderne være at sige det højt, hvis nogle arbejdsdage ikke bliver helt parkereret, før man er kommet hjem i privaten.

Eller fra kollega til kollega; holde øje med de to ovenstående sætninger blandt hinanden og spørge: Hvordan har du det?

Tanke hertil sidst 👇
Det må være en styrke at sige det højt, hvis noget fylder – for så bliver det muligt for andre mennesker at hjælpe.