Artikel: Forråelsens forståelse

Forråelse er blevet et løsen.

Termen forråelse dukker ofte op i mine supervisioner og synes de seneste år at have bredt sig mere og mere i omsorgsbranchen. Det er ikke mig, der anvender ordet, det kommer fra supervisanter i, hvis ikke hver anden, så i hvert fald hver tredje supervision. Det anvendes næste altid om andre, der er blevet forrået.

Når en term anvendes så ofte som en forklaring på noget eller en diagnose stemmer det altid noget an i mig. Jeg må kalde termen ind til visitation for at se, hvad der ligger i den, hvad den kommer af og med den sproglige pragmatisme undersøge, hvordan termen fungerer. Det er selvfølgelig for at finde ud af, hvad forråelse er, og hvis jeg forventes at kunne gøre noget ved det, må jeg have en velbegrundet ide om, hvad årsagerne til forråelse er.

Termen forråelse synes at være en forklaringsmæssig påpladssætning, der efterlader os med et ’nå det er derfor’, og i en dansk kontekst også pegen hen på systemiske eller organisatoriske årsager. Vores rolle som supervisorer bliver så at gøre noget ved den forråelse, men det kræver jo, at man har diagnosticeret de rette årsager, og her mener jeg, at der geråder en misforståelse.

Forråelse med forræderi

Det første man skal have på plads er, at der ikke at tale om at forråde, men om en proces hen imod en bliven mere rå. Judas var forræder, men omsorgspersonalet er blevet forrået. Præfixet ’for’ er en produktiv forstærker, der betyder at det er blevet værre, som i forfalde, forstumpe eller forbitre. Så det rå er noget nogen er blevet til og som forstærkes. Til trods for de vigtige forskelle mellem de to termer, så hører jeg en medbetydning af forræderi i den måde forråelse bliver brugt på: Personalet forråder deres profession eller deres menneskelighed, når de er forråede, og ikke mindst den borger eller de kolleger, som de behandler råt. Og med organisationsforklaringen: Det er tidspres eller dårlige arbejdsvilkår, der har forrådet personalet, så de er blevet forrået. Eller med systemforklaringen: Det er New Public Management, der har gjort at organisationen drives som en virksomhed, så er der ikke bliver taget hensyn til at personalet arbejder med mennesker, så de kan løse deres opgaver på menneskelig eller professionel faglig vis, og derfor har systemet forrådet personalet, hvis reaktion er forråelse.

Banalitetens rustning

Forråelse beskrives både som en reaktion og en håndteringsstrategi, en forsvarsmekanisme mod afmagt: Når omsorgspersoner gentagne gange står i situationer, hvor de ikke kan lykkes, bliver forråelsen til en psykologisk rustning. Den kan opleves som handlekraft og klarhed, men i virkeligheden er den et tab af sensitivitet. Resonansfilosofisk kan vi beskrive den som tabet af en vibrerende tråd til verden. Denne manglende sensitivitet og responsivitet har dog i forråelsen moralsk depraverende effekter, idet den nok fører en vis ligegyldighed med sig, men som hos omsorgspersonalet fører til degraderende medmenneskesyn og rå handlinger. Derfor dukker det ikke bare om i terapien som depression, men tages op i supervisionen som forråelse.

Begrebet selv, forråelse, dukker op i slutningen af det 19. århundrede, hvor det bruges om ungdommen og senere om samfundet. Det får så en opblomstring i retrospektionerne efter anden verdenskrig over brutaliseringen. En kendt figur er her Hannah Arendts ondskabens banalitet, som et fravær af tænkning hos den følelsesløse bureaukrat, der blot gør sit arbejde uden indre dialog. Det er tomheden i det indre, der mangler kritisk refleksivitet, og den hårde hud der mangler modtagelighed, der gør at ondskaben ikke er et stort fald, men opstår i det banale, og derfor kan det hænde for os alle. Hænde for os alle at vi taber modtagelighed, indre bevægelighed og i Arendts tematik dømmekraft.

Blaserthed og forråelse

I det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede gik der også en anden erfaring igennem verden, der var langt mindre dramatisk, men nok så virkningsfuld, og det var storbyen. I begyndelsen af det 20. århundrede beskrev den tyske sociolog Georg Simmel forholdet mellem storbyen og åndslivet, Die Großstädte und das Geistesleben (1903), hvor han prægede begrebet blaserthed, das Blasiertsein. Det er ganske enkelt det vi udefra oplever i enhver storby, hvor folk går med nedslåede blikke, ikke hilser og omgås hinanden som anonyme individer. Nerverne overstimuleres i storbyen, og derfor lukker eller lukkes man ned i en form for selvbeskyttelse. Overstimuleringen fører på indersiden til indifferens, en fladhed i sjælen, en åndsmæssig afkobling.

Blasertheden ligner forråelsen derved, at den er en forsvarsmekanisme, en følelsesmæssig afkobling og at de er klimatiske fænomener i den forstand, at det ikke er individuelle karakterbrister, men individuelle effekter af storbyer, systemer eller organisatoriske indretninger. Det åbne kontorlandskab eller banegården som arbejdsplads synes at kunne rumme begge sider. Imidlertid er blasertheden en defensiv apati, mens forråelsen forstås som noget, der munder ud i en aggression.

Blasertheden er en sløvhed, der følger af for mange stimuli, mens forråelsen er en moralsk relationel erosion. Man kunne formulere det sådan, at blasertheden er en nihilistisk ligegyldighed, mens forråelsen er et tab af barmhjertighed, der kan munde ud i en aktiv brutalisering.

At pege på det onde og bevare det gode

Når forråelsen så ofte kommer på tale som diagnostik eller forklaring fra supervisanters side kan det skyldes, at termen har vundet så meget indpas i Danmark, at man på samme tid virker på omgangshøjde med sin tid og som en der fået indsigt i sammenhængene. Birkemoses Når gode mennesker handler ondt (2013), der gør mere ud af arbejdslivsskildringer end historiske fremkomstbetingelser og teoretiske analyser, har gjort det muligt at benævne det onde og bevare det gode, og det er ikke mindst den forståelse, der har spredt sig. Her hævdes det, at forråelse er en forsvarsmekanisme mod afmagt, hvor man reagerer på, at man lykkes eller ikke kan lykkes som professionel i arbejdet med mennesker. Forråelse starter i det små, som det Birkemose kalder mikroforråelser, i form af sarkastiske bemærkninger og latterliggørelse, hvor empatien svigter og den hårde hud dannes. Når forråelse konstateres peger der ifølge Birkemose – og det er også mine erfaringer fra supervisioner – på de andre, kollegerne eller lederne, der er blevet forrådt. Birkemose opfordrer til, at man bryder dette pegeri ved at vende fingeren mod sig selv og ser på egen forråelse. Forråelse i omsorgsstaten er de gode intentioner og professionalismen, der langsomt krystalliseres til hårdhed. Det er håndteringsstrategier for egen uformåen eller som min kollega Marlene Leig Andersen har foreslået, et dække for egen skam. Resultatet bliver næsten altid, at det er systemet eller organisationen, de strukturelle vilkår, der er virkelige årsager til forråelsen, og alt skam til trods og med det ondes banalitet i det gode menneske in mente, bliver det derfor ikke det forråede menneske eller den forråede handling, der er den skyldige, men en kultur, et klima, en organisation, en måde vi skal drive omsorgsstat på som virksomheder, der er den egentlige førsteårsag. Og set i det lys kan den forråede medarbejder se ud som et offer. Det er her vores udskilte begreb forråde møder forråelsen igen. Bag forråelsen står i vores nuværende danske kontekst forrædere.

Dyder efterligner kærlighed

Jeg har en stor veneration for strukturelle forklaringer, og jeg vil bestemt ikke afvise, at arbejdsforhold kan være for trange. Men jeg mener, at grunden til de skuffede forventninger og de uhensigtsmæssige handlinger skal findes et andet sted, i en anden strukturel forklaring, nemlig i storfamiliens opløsning.

I sin smukke og velargumenterede bog Petit traité des grandes vertus (1995) forklarer den franske filosof André Comte-Sponville, hvad vi skal forstå ved dyder. Dyder, skriver han, er en efterligning af kærligheden, og netop fordi vi ikke kan elske alle, er der brug for dyder. Tilsvarende er høfligheden en efterligning af dyder. I forlængelse af Aristoteles forklarer han, hvordan man træner dyder igennem handlinger. Vi beder f.eks. børn om at sige tak selv om de ikke er taknemmelige for igennem handlinger at opøve taknemmelighed, eller som Aristoteles ville sig det, vi former deres karakter igennem handlinger indtil handlingerne udspringer naturligt af deres karakter. Når de er blevet taknemmelige, vil de naturligt gøre taknemmelige handlinger. Tilsvarende med dyder som medfølelse, ydmyghed, overbærenhed, tolerance og mildhed er de karaktertræk, dyder, som vi agter hos andre og mener er med til at gøre dem til bedre mennesker, end hvis de ikke havde sådanne træk. Dyderne er agtværdige, men de er trods alt efterligninger af, hvad vi ville gøre, hvis vi elskede, hvis kærligheden var imellem os.

Det blaserte menneskearbejde

Når vi på arbejdspladser og i supervisionsseancer ser forråelsen udspille sig, når vi ser medfølelsen, ydmygheden, overbærenheden, tolerancen og mildheden glimre ved sit fravær, så stiller det os med spørgsmålet om, hvad der er gået galt?

Her kan vi med fordel vende tilbage til Simmel og blasertheden. For hvad skete der med storbyens fremkomst og voksen? Der skete det, at relationerne blev ydre og anonyme. Når man flyttede ind til byen var de andre ikke bare enormt mange, de var også nogle man ikke kendte eller ikke var i familie med, og derfor ikke havde nogen relation til. Sansebombardementerne var for overvældende kvantiteter, men også møderne med de mange andre, som man umuligt kunne have noget forhold til. I storbyen bliver de andre i vejen, man må uden om dem, man trættes og bliver blasert. Med storbyens fremkomst blev familien efterhånden til kernefamilien, dvs. den lille kerne med far, mor og børn. Herved skiftede familien navn til storfamilien. Storfamilien, forstået som dem der boede sammen, blev et levn fra gamle dage, og de blev nogen som kernefamilien besøgte eller beværtede lejlighedsvis. Med tokarrierefamilien blev familiens funktioner lagt ud institutionerne, fra vugge til grav. Hele denne historie er velkendt. Hvad der har betydning for os her er, at kærligheden eller familiebåndet ikke flyttede med. I storbyen skulle man nu også have kolleger og medarbejdere, som man ikke kendte fra byen i forvejen, og som man derfor ingen relation havde til. Man havde ansatte og kolleger, der ikke var sine venners eller bekendtes familier. I disse institutioner voksede mængden af funktioner og personer markant, og det ikke er svært at forestille sig, at en blaserthed også der måtte være en ganske forventelig reaktion.

Kærlighedsforventninger

Hvordan skulle det dog kunne gå anderledes end at der opstod et stort misforhold mellem familiefølelserne på godt og ondt på den ene side og familieerstatningerne som vi nu kalder personale på den anden side? Dette misforhold møder jeg nu i supervisioner som ’pårørendeproblemer’. En datter kan ikke forstå at hendes mor bliver behandlet sådan af personalet, det ville hun aldrig selv have gjort. Nej, fordi det er hendes familie. Selv om hun er nok så træt af sin mor og relationen er nok så slidt, så er der et familiebånd og en kærlighed, der kun sjældent kan slides helt op. At der kan være projiceret skyldfølelse på spil underbygger blot min pointe. Lærerne giver heller ikke den enkelte elev så meget opmærksomhed som dette barns forældre, og de tager ikke elevernes vanskeligheder helt så ilde op. Sådan må det være, når man ikke er i familie og har store kvantiteter af ydre relationer at skulle orkestrere.

Hvis kærlighedsbåndene kan slides, så kan dyderne det også, de er jo en efterligning af kærligheden, skal man tro Comte-Sponville. De står ikke altid lige skarpt på dydens højderyg. Ser vi på den såkaldte forråelse og dens strukturelle årsager i dette lys ser sagen ganske anderledes ud: Professionalismen kan aldrig erstatte kærligheden, og forråelsens mulighedsbetingelse er opløsningen af storfamilien. Den forråede handling er næppe mere end det, der lå i det græske ord fra det gamle testamente, ἁμαρτία, hamatia, at man rammer ved siden af, her i sit professionelle virke. Da det oversattes til synd i Det nye testamente fik det betydning af en gæld eller en vægt, der lå i personen. Det kan muligvis være skamfuldt at ramme ved siden af eller ikke at lykkes, men det er spørgsmålet, hvad man mislykkes i forhold til. Er det de systemtiske eller organisatoriske forventninger, er det egne forventninger eller er det forventningerne fra alle de kernefamilier, der har udliciteret storfamiliens funktioner med indbygget kærlighed til institutioners personale? Det, der kaldes forråelse, forekommer mig i dette lidt større lys at være en ganske forudsigelig skuffelse over at institutionerne og organisationerne ikke erstatter familierne og at personalet ikke erstatter familiemedlemmerne. Hvad havde vi egentlig forventet? At de behandlede vores kære som vi ville behandle dem?

Måske forstærkes den selvfølgelige træthed og forhærdelse, der opstår i alle professioner med tiden – professioner, der jo per definition netop må være distancerede, ellers var de ikke professionelle – af forventninger til kærlighed, som de ikke kan leve op til.

I hvert fald betyder udflytningen af omsorgsarbejdet, hvor kærlighedsforventningerne blev puttet med i kufferten, at hvis der er forråelser i menneskearbejdet, hvis årsager vi skal rodbehandle, så er det ikke organisationerne vi skal grave i, men selve vores familiestruktur og dermed også vores samfundsindretning med dets arbejdsmarked. Hvis vi skulle grundbehandle årsagerne, måtte vi så at sige trække hjem. Det tvivler jeg på er muligt, men det ville være det rette for alle og for enhver i det små, hvis man ville undgå forråelse. Alternativt må vi leve med, at personaler er distancerede og ind i mellem rammer forbi. Og vi må vide, at hvis ikke vi gør en af delene, så hærder vi disse mennesker, der arbejder med mennesker, med vores kærlighedsforventninger.