Artikel: Omsorg for anklageren – Kan vi rumme det hele menneske, der går på arbejde?

Denne artikel reflekterer og debatterer, om arbejdspladser i dag kan rumme det hele menneske, som går på arbejde, når livet (herunder kriser, ulykker, sygdom m.m.) rammer. En anklagers fortælling bruges som eksempel – med det formål at lyse på de diskurser og traditioner, som er indlejret i kulturens måde at håndtere udfordringer på. Debattere, om et system, der tilstræber objektivitet, love og fakta, kan rumme menneskelige reaktioner og nære fortællinger helt tæt på – eller om der er brug for at hente ekstern hjælp udenfor systemet.

Når dommen falder, kigger alle på mig. Anklageren. For at se, om jeg er tilfreds med den dom, som enten har sendt den sigtede i fængsel, udvist personen fra landet eller noget helt tredje. Jeg niver derfor mig selv på håndryggen for at forblive neutral. For ikke at trække en mine.

Sådan fortæller Simon om den helt særlige stemning, der er i retslokalet. Han påstår selv, at han er ”en naiv anklager”, fordi han altid tror på bedste i mennesker. Også de mennesker, som har begået kriminalitet. Han tænker på den dømtes levede liv – og det sætter altid tingene i perspektiv, når han hører hvilket liv, det er, der er gået forud for forbrydelserne.

Den naive anklager

Når jeg hører Simon fortælle, kan jeg ikke lade være med at få et gib i maven. Jeg ved ikke helt, hvad det er et udtryk for? Det tætteste, jeg kan komme på, er en slags forkerthedsfølelse. Fordi han bebrejder sig selv for at træde frem som menneske og mærke sig selv. Det menneske, som staten forsøger at camouflere, når han tager den sorte kappe på med lilla opslag og ærmekant i retten.

Men jeg er også opmærksom på, at diskurser og normer, der hersker i mit arbejde som konsulent og terapeut, er anderledes. I mit arbejde er det en styrke at kunne skifte perspektiv. At komme helt tæt på hverdagsfortællinger for at få talt det indre følelsesliv og tanker frem. Jeg kender til, hvordan problemstillinger kan lette, når sproget kommer til udtryk.

Jeg spørger mig selv: Gælder det samme for jurister? Ud fra mit egne snævre erfaringsgrundlag, ender jeg med at svare mig selv: Det tror jeg ikke. Der er noget, som ligger udenfor min forståelsesevne. Fordi jeg er skolet i en anden tradition.

Fremmedgørelse som et værn for den professionelle

Jeg tror på, at en vis grad af dét, som den tyske sociolog, Hartmut Rosa, vil kalde for fremmedgørelse, er en nødvendighed. Det er nødvendigt at kunne holde andre mennesker ud i strakt arm for, at der kan træffes beslutninger ud fra love og fakta – og ikke ud fra følelser. Fremmedgørelsen hjælper med at bevare professionalismen. Og måske at den – ligesom kappen – hjælper med at passe på mennesket bag.

Fremmedgørelsen er en nødvendighed for, at en mand som Simon kan udføre sit arbejde. Som en kirurg, der skal foretage en operation. Det går ikke, hvis resonansen er så stor, at det føles som om, at det er en bekendt, der ligger på operationsstuen.

Kappen minder mig også om, hvordan det til begravelser er god stil at tage sort tøj på. Det sorte tøj, som har til formål at vise respekt for den afdøde. Selv kender jeg til fornemmelsen af at sidde på bænken i kapellet. I sort. Der er noget fint i det, fordi alle pårørende på den måde udgør et fællesskab og hænger sammen i det sorte.

Noget andet er, når anklageren står dér i uniformen og udviser en autoritet, selvsikkerhed og grundighed med argumentationerne i forgrunden. Forud for retsmødet er gået utallige timers forberedelse – også udenfor de 37 timer.

Det er som at gå til eksamen. Hvis jeg ikke har styr på mit, så er det mig, der bliver udstillet, fortæller Simon.

Om at tage sig sammen

Simons fortælling får mig til at tænke på følelsen af at skulle tage sig sammen, når man skal ind og levere. Modstandskraften og styrken er tydelig. Dér med autoriteten.

Noget andet er dét, der sker, når livet rammer Simon. Anklageren. Eller for den sags skyld alle os andre professionelle. De tidspunkter, hvor vi ikke har mulighed for at udføre vores arbejde, som vi normalvis gør, for en periode. Ikke fordi vi er svage, men fordi vi rammes af sygdom, ulykker, gennemgår kriser eller andet.

Kan vi i de situationer rumme ”det hele menneske”, som går på arbejde? Eller er der dele af mennesket, som vi helst vil have bliver derhjemme?, spørger jeg mig selv.

Mennesket under kappen

Efter at have skrevet mig frem, ender jeg med en række spørgsmål, som jeg stiller mig selv for at undersøge, hvordan vi kan vise omsorg for anklageren og hjælpe på vej, når han/hun rammes af træthed, mistet overblik, koncentrationsbesvær m.m., som har indvirkning på udførelsen af arbejdet for en periode.

• Hvordan håndteres menneskelige følelser i et system, som tilstræber objektivitet?
• Hvad sker der, når kappen tages af, og den professionelle træder frem som et menneske, der har brug for hjælp?
• Er vores procedurer stærke nok for, hvordan vi hjælper?

… Eller kan fremmedgørelsen være så forankret i anklageres / juristers kultur, at det bliver vanskeligt at bevæge sig til dens modpol? Tidspunkter, hvor der tales om følelser, reaktioner på hændelser og håndteringen deraf.

Måske kulturer på arbejdspladser, der er domineret af fremmedgørelse, har brug for resonerende fællesskaber? Og kulturer, domineret af resonans, har brug for mere fremmedgørelse? Således der altid foregår en pendulering imellem de to.

Jeg afslutter snakken med Simon og spørger:

Hvis alt var muligt – hvad ville drømmescenariet så være for dig lige nu, hvor du er sygemeldt?

Simon svarer:

Det ville være, at jeg kunne holde ferie i 14 dage. Ikke kalde det en sygemelding, men bare tage af sted, hvor arbejdspladsen ikke kan få fat på mig. Jeg vil hellere bruge feriedage, end jeg vil blive set på som én, der er svag. Én, som ikke kan udføre mit arbejde.