”Vi startede supervisionen med den hårdeste styrketræning og sluttede med den blideste yoga”

Supervision handler om refleksion, og refleksion handler om perspektiv, om at kunne se eller betragte bekymringen, problemet eller det som fylder på afstand. Hvis problemet er for tæt på, er det umuligt at vende og dreje det, flytte lidt på det, betragte det fra forskellige vinkler eller i sin helhed. For det føles, som om det er i mig. Når vi taler om problemet som værende i mig eller værende i den anden, så har samtalen det med at køre i ring. Den bliver hård og ikke særlig opløftende, for den inviterer bare til mere af det samme, til mere af det “vi har prøvet” nu bare måske i en lidt hårdere udgave. Mere struktur, mere disciplinering og flere og tydeligere krav.

Men nogle gange har man brug for at køre i ring for at finde ud af, at det er perspektiv man savner. For man har endnu ikke set, at det er det man gør, kører i ring, for i ringhjørnet er man gang på gang blevet forført til at tro, at man gennem den næste handling ”løser” problemet. Eller løse barnet, den unge, borgeren eller medarbejderen som problemet.

Forleden begyndte supervisionen på et opholdssted derfor med en hel times brok, frustration eller ”bræk”, som det senere blev døbt. Da timen var gået og vi, Frederikke Egeberg Elkjær og jeg kunne mærke, at nu skal vi noget andet, noget med perspektiv i stillede vi spørgsmålet: ”Hvis I tænker fem år ud i tiden, hvad håber I så på, at “han” (borgeren) vil sige om sit liv her på stedet? Hvad håber I på, han vil huske og se tilbage på som værdifuldt for ham”?

Der blev helt stille og efter et minuts betænkningstid var der en som sagde: ”Jeg håber på, at han vil sige, at det var her jeg fik positive erfaringer med noget, jeg troede ville være svært” En anden sagde: ”Jeg håber han vil se tilbage, og sige, at det var her jeg fik fokus”, og en tredje: ”Jeg håber han vil sige, at det var her jeg lærte at stå bare lidt ved mig selv”.

Langsomt sænkede roen sig. Tempoet i samtalen faldt, tonen i stemmelejet blev mere afslappet og blid mens et andet perspektiv langsomt voksede frem. Et perspektiv, som handlede om håbet om at være en betydningsfuld anden i et menneskes liv for en periode, og de spor som netop en sådan relation kan sætte. Fra frustration til samtaler om håb.

Så ja, supervisionen startede faktisk med hård styrketræning og sluttede på blideste og fineste yoga vis. Sluttede med perspektiver og handlinger, som var meget mere i tråd med deltagernes personlige værdier, stedets pædagogik, arbejdsopgaven og ja, bare det at være menneske. Og kunne vi have sprunget styrketræningen over og gået direkte til yogaen? Nej det tror jeg faktisk ikke, for det var netop det tydelige skifte mellem de to samtaleformer det var med til at gøre forskellen, både kropsligt og kognitivt.