Verdensånden i bil?
Skrevet af Anders Fogh Jensen
Tilfældene ville et besynderligt træf i denne uge. Jeg brugte det meste af ugen på supervision og undervisning af terapeuter og andet godtfolk, der arbejder med familier. Jeg kørte et godt stykke over tusind kilometer rundt imellem dem. Jeg hørte forelæsninger om Hegel hele vejen.
Se, det får jo uværgerligt en til at tænke Hegel og børnelivet sammen – længere væk er dagen ikke fra nattens drømme.
Den dialektiske figur for den menneskelige erfaring må vi forstå med Hegel er ikke, at først så er vi konkrete, og så bliver vi abstrakte. Nej, vores erfaring bevæger sig fra det abstrakte, igennem sammenbruddet af denne abstraktion (negationen) til det konkrete. Abstrakt tænkning, det er udgangspunktet, Hegel er altid konkret.
Hvad er det så for noget med det konkrete og børnelivet? Et af de genkomne temaer i ugen var skolevægring, som det hedder nu om dage, når man mere persistent ikke vil i skole.
Jeg mødte ikke en eneste på min rute, der ikke var forundret over dette fænomens voldsomme opblussen, og hypoteserne er mange: Forældrene vil ikke være forældre, børnene er blevet for følsomme, coronaen eller normeringerne er skyld i det.
Men hvordan ville Hegel forstå skolevægring? Måske er det frihedsbegrebet, der er på spil.
70’er-pædagogikken og dens opdragelsesteorier fik tydeligvis sat hierarkierne og pligterne til debat og skamme. Far og mor udtrykte jo en hierarkisk struktur, så børnene skulle i den demokratiske pædagogik kalde deres forældre ved fornavne. Hierarki og pligt var begge undertrykkende størrelser. Den hurtige slutning ville være, at ’skal’ forsvandt, og nu er der skalvægring i forældrestanden.
Men er det ikke snarere, at friheden var abstrakt for 70’eren, og siden for 80’eren og for 90’eren og måske endda 00’eren? Altså for dem, der levede der. At frihedsbegrebet som negation af pligt netop var abstrakt, og først måtte erfares i sin konkretion.
Fraværet af pligt, viser det sig nu, er ikke lyst, men frygt. Når man ikke længere skal, lever man måske for en tid eller ind i mellem i lysten, men det avler tilsyneladende frygten: Phobos. Skolephobos, sociophobos.
Nedenfor svarer jeg på to spørgsmål til mig selv: Hvad lærte jeg af familieterapeuterne? Og hvad lærte jeg af Hegelforelæsningerne?
Hvad jeg bringer med mig fra denne uges Hegelforelæsninger i bilen er, at mange mennesker tænker abstrakt, når de tror at være konkrete. De taler om læring, sundhed eller trivsel eller noget fjerde eller femte som f.eks. sikkerhed eller tryghed. Når man spørger efter erfaringer, taler de videre i abstrakter. De mener, at de er konkrete, fordi de er forståelige eller tydelige, og de har omvendt fået sat lighedstegn mellem det, der er svært at tænke, og det abstrakte. Læring, trivsel eller sundhed er jo dog forståeligt og synes derfor ikke abstrakt. Det samme med sikkerhed eller tryghed. Ja, hvis det da ikke ligefrem hedder psykologisk tryghed.
Hvad lærte jeg så af familieterapeuterne og de andre godtfolk?, spørger du måske. Jeg lærte blandt andet, at jeg må henvise mine indre stemmer til min rolle som forælder, når jeg ind i mellem, ja ikke sjældent, hellere vil elskes lige nu. Og at det at blive oplevet som et dumt svin lige nu og her, måske kan være tegn på at jeg netop er på rette vej.
Verdensånden kører videre i bilen i næste uge. Om jeg er med den (altså verdensånden), må vi se, men jeg er hverken færdig med familiebehandlerne eller Hegel. Eller bilen.
Skriv et svar