Artikel: Hvordan hjælper vi medarbejdere med at sætte ord på det, der er vigtigt for dem – frem for at fokusere på det, de er kritiske overfor?

En artikel om lytning

I individuelle supervisioner med medarbejdere oplever jeg indimellem, at supervisionen bliver et sted, hvor der kan læsses af. Et sted, hvor medarbejderen kan sige alt det højt, som måske ikke kan siges andre steder. Det kan være frustrationer over en leder, en organisatorisk beslutning eller nogle arbejdsvilkår, der opleves svære at ændre.

Nogle gange følger følelserne med. Medarbejderen bliver ked af det, vred eller frustreret. Måske er der et oprør, som har brug for at få en stemme.

Det er vigtigt at have et rum, hvor man ikke behøver at formulere sig korrekt eller tænke over, hvordan ordene vil blive modtaget. Hvor man kan undersøge det, der fylder, uden straks at skulle finde en løsning.

Samtidig ved medarbejderen ofte godt, at ikke alt kan bringes videre til lederen. Noget kan siges direkte. Andet er mere sårbart eller privat. Og noget skal måske oversættes, før det kan blive en del af en samtale med andre.

Her opstår et interessant spørgsmål: Hvordan hjælper vi medarbejdere med at sætte ord på det, der er vigtigt for dem – frem for at fokusere på det, de er kritiske overfor?

Fra problemstilling til betydning

En medarbejder kunne til supervision f.eks. sige:

»Jeg har sagt det til min leder flere gange, men der sker ikke noget.«

Det kan være fristende at bruge samtalen på endnu en gennemgang af alt det, der ikke fungerer. Hvad er der blevet sagt? Hvad har lederen svaret? Hvilke organisatoriske forhold står i vejen?

Men måske har lederen allerede hørt problemstillingen. Måske er det ikke flere gentagelser, der er brug for.

I stedet kan vi undersøge, hvorfor det er så vigtigt for medarbejderen. Hvad forsøger vedkommende at holde fast i? Hvad må ikke gå tabt? Og hvilke værdier eller intentioner ligger bag frustrationen?

Måske handler det om et stærkt ønske om at gøre arbejdet ordentligt. Om omsorg for borgerne, faglig integritet eller en insisteren på, at medarbejderne skal have mulighed for at lykkes med deres opgave.

Når vi får øje på det, bliver det også lettere at hjælpe lederen på vej. Ikke ved endnu en gang at præsentere hele problemstillingen, men ved at tydeliggøre, hvad der er vigtigt, og hvad medarbejderen forsøger at værne om. Det giver lederen noget andet at handle på.

Det betyder ikke, at de organisatoriske problemer forsvinder, eller at medarbejderen selv skal løse noget, der ligger uden for vedkommendes råderum. Ledere kan ikke alt. Medarbejdere kan heller ikke alt. Vi er afhængige af hinanden og må hjælpe hinanden med at finde ud af, hvad der er muligt at gøre.

Når vi kommer til at lytte efter problemet

Når et menneske fortæller om noget svært, kommer vi let til at lytte efter problemet. Vi vil forstå, hjælpe og finde en vej videre. Men hvad sker der, hvis vi også lytter efter de værdier, intentioner og anstrengelser, som kan være kommet i skyggen af problemet?

I narrative praksis findes en måde at lytte og respondere på, som kaldes bevidning. Bevidning handler om at give opmærksomhed til det, et andet menneske forsøger at gøre, værne om eller holde fast i. Ikke ved at tale problemet væk, men ved at få øje på de betydninger, der også findes i fortællingen.

Det er netop noget af det, jeg arbejder med på undervisningsforløbet Superviserende Ledelse. Her undersøger vi, hvordan vi kan lytte på måder, der åbner for andre perspektiver end problemets. Her får du en lille smagsprøve på, hvad bevidning kan bidrage med.

At være et menneskeligt og relationelt vidne

Ordet vidne kender vi blandt andet fra retssalen. Her fortæller vidnet om noget, vedkommende har set eller hørt, så en hændelse kan blive belyst. Et formelt vidne ved et bryllup bekræfter, at vielsen har fundet sted.

I den narrative praksis bruges begrebet på en anden måde. Her handler det om at være et menneskeligt og relationelt vidne for et andet menneske.

Det betyder, at vi lytter til den andens erfaringer og giver noget af det fortalte tilbage. Ikke for at vurdere, forklare eller løse, men for at vise: Jeg ser dig. Jeg hører dig.

Vi bliver til i relationer med andre. Den måde, andre lytter til os og responderer på, har betydning for, hvordan vi forstår os selv og vores erfaringer. Når vores ord bliver mødt af et andet menneske, kan noget, der før var uklart eller svært at få øje på, træde tydeligere frem.

Som Allan Holmgren formulerer det: »Det er først, når vores ord bliver bevidnet, at de bliver virkelige.«

At give ordene tilbage

En enkel måde at være vidne på er at give nogle af den andens egne ord tilbage. Det kan være en bestemt sætning eller et udtryk, man har hæftet sig ved. Ikke en samlet opsummering, men en konkret formulering, gengivet så præcist som muligt.

Medarbejderen kunne eksempelvis sige: »Jeg vil så gerne kunne stå inde for det arbejde, vi leverer.«

Som lytter kan man vælge at give netop den sætning tilbage og spørge, hvad det betyder for medarbejderen at kunne stå inde for arbejdet. På den måde bliver medarbejderens egne ord afsæt for en videre undersøgelse.

I bevidning kan man blandt andet rette opmærksomheden mod seks områder:

  • Udtrykket: Hvilke konkrete ord eller sætninger har vi hæftet os ved?
  • Værdien: Hvad fortæller ordene os om det, der er vigtigt for personen?
  • Færdighederne: Hvilke evner og erfaringer kommer til syne?
  • Metaforen: Hvilke billeder eller associationer vækker fortællingen?
  • Resonansen: Hvad bliver vi selv berørt af eller kommer til at tænke på?
  • Transporten: Hvor bliver vi bragt hen af det, vi har lyttet til?

Kategorierne giver forskellige indgange til at undersøge, hvad vi har hørt, og hvad fortællingen sætter i gang hos os.

Når den andens fortælling berører os

Bevidning handler ikke om at være en neutral lytter. Andre menneskers fortællinger påvirker os. Vi kan blive berørt, genkende noget fra vores eget liv eller få billeder og associationer, som vi ikke havde forventet. Det kaldes resonans.

Måske fortæller en kollega om, hvor svært det er at holde fast i noget, der opleves vigtigt. Det vækker genkendelse fra en helt anden situation i vores eget liv. Den erfaring kan vi dele, så længe vi gør det med afsæt i det, den anden har fortalt – og ikke kommer til at overtage samtalen.

Resonansen viser, at fortællingen har gjort indtryk. At ordene ikke bare er blevet hørt, men også har sat noget i bevægelse hos et andet menneske.

At komme omkring sig selv

Bevidning kan bruges i supervision, men også i en MUS-samtale, en kollegial samtale, en konfliktmægling eller når vi skriver en julehilsen til en medarbejder.

Fælles for situationerne er, at vi retter opmærksomheden mod et andet menneske og undersøger, hvad der er vigtigt for vedkommende. Det handler om at komme omkring sig selv – uden at miste sig selv som lytter.

Nogle gange begynder det med en enkelt sætning, vi vælger at hæfte os ved. Og måske er det netop dér, en anden samtale kan begynde. Ikke fordi vi har fundet svaret på problemet, men fordi vi har fået øje på noget af det, der er vigtigt for mennesket, som står midt i det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *