Resonans & supervision: Hvordan hænger det sammen?

Snart begynder Modul 3 på vores 1-årige Supervisoruddannelse, hvor Anders klinger den første dag an under overskriften: Resonans & supervision – Når arbejdet, relationer og det højere formål taler til os.

Det kalder næsten på et oversættelsesarbejde mellem resonans og supervision – for hvordan hænger det sammen? Hér kommer tre bullets:

𝗔𝗻𝗱𝗿𝗲 𝗸𝗮𝗻 𝗵𝗮𝘃𝗲 𝗿𝗲𝘀𝗼𝗻𝗮𝗻𝘀𝗳𝗼𝗿𝘃𝗲𝗻𝘁𝗻𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿 𝘁𝗶𝗹 𝘀𝘂𝗽𝗲𝗿𝘃𝗶𝘀𝗼𝗿
”Nu skal det blive spændende”, kan deltagerne måske tænke. Supervisor får en rolle, hvor vedkomne måske skal agere vikarierende håb, vikarierende energi eller vikarierende nysgerrighed. Men kan supervisor altid det? Kan man love resonans? (svar: nej)

𝗦𝘂𝗽𝗲𝗿𝘃𝗶𝘀𝗶𝗼𝗻𝘀-𝗿𝘂𝗺𝗺𝗲𝘁 𝘀𝗼𝗺 𝗲𝘁 𝗿𝗲𝘀𝗼𝗻𝗮𝗻𝘀𝘁𝗲𝗺𝗽𝗲𝗹

Helt konkret. Omgivelserne. Der kan være forskel på, om supervisor kommer på besøg i en organisation, eller om deltagerne rykker ud.
Foregår supervisionen i et mødelokale, hvor der oftest er p-møder, teammøder osv., kan vanerne derfra måske have betydning for resonans.

”Måske deltagerne af og til har brug for at rykke ud og komme på besøg ved vores træ-vægge?”, spørger Anders. Der er brug for en anden-stemme.

𝗘𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝗺𝘂𝗹𝗶𝗴𝘁 𝗮𝘁 𝗿𝗲𝘀𝗼𝗻𝗲𝗿𝗲 𝗳𝗼𝗿 𝗺𝗲𝗴𝗲𝘁?
Nogle fortællinger resonerer vi mere med end andre. Resonans er ukontrollerbart. Og selvom vi måske kan ønske mere resonans, kan supervisor også komme til at resonere FOR meget. Så meget, at det kommer til at kippe over til at være supervisors projekt – og ikke den andens.

Anders taler om det hele på Modul 3 – og gør det samme til april, når uddannelsen igen starter et nyt hold 😊