Jeg har fået en drømmeopgave

Jeg skal facilitere et Traumeorienteret Yoga forløb (TOY) i Psykiatriens Hus i Aalborg i samarbejde med Marianne og Mette Holm Larsen.

I foråret færdiggjorde jeg en uddannelse i TOY, og jeg har siden praktiseret metoden, når lejligheden har budt sig. Flere har været i forløb, og jeg er langsomt blevet sikker i metoden, faciliteringen af den og ikke mindst i at kende dens effekter.

Egentligt er TOY slet ikke Yoga men en metode, der anvender yogaens former som udgangspunkt for at lade den anden ”gen-sanse” sig selv. En traumatiseret krop skal nemlig have en let og kærlig hånd for igen at turde sanse uden frygt eller vagtsomhed. Metoden skaber rum for at brugeren kan sanse, mærke og fornemme sin egen krop igennem yogaens former ”lige nu og lige her”, i sit ”eget tempo”, og ”sammen med andre”.

TOY er en kropsorienteret tilgang til traume-heling, som stilladserer muligheden for mærkning af den krop, som er så umulig at være med. Den krop som ”har forrået mig” som Bessel van der Kolk vil sige.

På den kort bane mærker de fleste ro i kroppen og en smule mere ro på tankerne. På den lange bane viser forskningen at metoden øger muligheden for
1)     Igen at kunne mærke egen krop og kropslige behov (introception)
2)     At øge fornemmelsen af mestring og magt over eget liv (empowerment)
3)     At genopbygge og / eller styrker forholdet til sig selv og andre

Præcis det en traumatiseret krop ikke kan, i hvert fald ikke af sig selv og uden hjælp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *