
Med udgangspunkt i sin nyeste bog om resonans gennemgår Anders Fogh Jensen over tre eftermiddage de grundlæggende træk ved teorien om resonans. Formålet er at få et skarpere blik for resonans i eget og andres liv – og at kunne udpege og sætte ord på det, der taler til os. Introduktionskurset henvender sig til alle, der ønsker at stifte bekendtskab med resonans, udvide deres viden eller skærpe deres blik for resonans.
- Den første eftermiddag tager vi livtag med samtidsdiagnosen: Hvad er det, der gør, at mange af os har en fornemmelse af, at noget er kommet imellem os selv og verden? At verden virker fremmed, underligt stum – eller som noget, vi halser efter?
Centrale begreber, vi vil tage livtag med her, er: modernitet, fremmedgørelse, tingsliggørelse, acceleration, dynamisk stabilisering og deceleration. Vi vil berøre, hvordan svaret på disse fænomener kan forstås som resonans.
- Den anden eftermiddag går vi mere i dybden med, hvad resonans er, og hvordan vi genkender det. Det hænder for os alle midt i hverdagen, at noget kalder på os eller siger os noget – at noget tiltaler os eller berører os. Omvendt kan verden også møde os som intetsigende eller ligefrem fjendtlig. Vi identificerer og taler om forskellige erfaringer med verden, med naturen, med de andre – ved hjælp af begreber som resonans, stumhed og repulsivitet.
- Den tredje eftermiddag lægger vi ud med hjælpekunst. Det sker nemlig, at mennesker ikke blot erfarer resonans, men også søger at hjælpe andre fra intetsigende forhold til deres omverden hen imod mere sigende og tiltalende omverdensforhold. Vi tager også resonansteorien med ud i forskellige emner, der har været oppe på holdet, og som ønskes belyst og begrebsliggjort med resonansteorien.
Målgruppe
Alle der ønsker at stifte bekendtskab med resonans, udvide deres viden eller skærpe deres blik for resonans.
Tid & Dato
17. november kl. 13-16.00
24. november kl. 13-16.00
1. december kl. 13-16.00
Underviser
Anders Fogh Jensen: Narrativ supervisor, konsulent, terapeut og filosof
Lidt mere om resonans
Resonansteorien giver os begreber til at forstå, hvad der kendetegner et vellykket liv – i betydningen et levende samspil mellem mennesket og verden, hvor vi både lader os berøre og selv svarer virksomt tilbage.
Resonans står i modsætning til – og som svar på – fremmedgørelse: I stedet for at verden føles kold, tavs eller fjern – stum – oplever vi en form for vibration mellem os selv og det, vi møder. Det kan være andre mennesker, steder, natur, historien, kunst – eller det, vi bearbejder og arbejder med.
Det er vigtigt at forstå, at resonans ikke er noget, vi kan kontrollere eller fremkalde på kommando. Resonans opstår, når vi hengiver os til mødet – og samtidig lader os forandre af det.
I vores almindelige liv viser resonans sig som øjeblikke eller tidslommer, hvor tilværelsen svarer os. Det kan være, når en samtale åbner nye horisonter, når musik eller film rører os, eller når vi pludselig må stoppe op midt i noget.
Resonans kræver tid og åbenhed – og en vis langsomhed. Mange forhold i vores arbejdsliv og familieliv modarbejder netop dette. Men ikke desto mindre hænder resonans. Teorien peger på, at et vellykket liv er et liv, hvor vi er i stand til at høre – og svare på – verdens stemme.
Parkering
Kommer du i bil, kan du parkere hos Mødestedet på Gugvej 158, 9210 Aalborg SØ, hvor vores virksomhed holder til, eller du kan holde langs de små sidegader i nærheden.
Forplejning
Vi serverer kaffe, te og vand samt lidt sødt til eftermiddagskaffen.
Pris
Prisen for de tre eftermiddage er kr. 3.900,-
Tilmelding
For tilmelding skriv til Frederikke på mail: frederikke@ncfs.dk
Afbud
Ved afbud tidligere end 4 uger før returneres hele kursusafgiften
Ved afbud tidligere end 2 uger før returneres 50% af kursusafgiften
Ved afbud tidligere end 1 uge før returneres 25% af kursusafgiften
Ved afbud mindre end 1 uge før returneres 0% af kursusafgiften
Afmelding meldes via mail til frederikke@ncfs.dk
Skriv et svar