Traumeorienteret Yoga
Kender du til fornemmelsen af ikke rigtigt at være dig selv? Måske fordi du ved, at du ikke har det så godt, men endnu ikke har ord for, hvorfor. Du har måske mere fornemmelsen af, at kroppen tager lidt over og kommer med nogle signaler, du ikke er vant til. Får fornemmelsen af, at den løber lidt af med dig. Fornemmelserne føles måske ikke naturlige – fordi der er en afmagt forbundet med det.
Vi tror på, at det er helt naturligt. At kroppen kommer med en sund reaktion.
Når det sker, kan det måske virke overvældende at skulle tale om, hvordan du har det. I de situationer tror vi på, at der kan være et step før det, hvor du får mulighed for at synke mere ned i kroppen og få lidt ro på.
Det er her, at Traumeorienteret Yoga kommer ind i billedet.
Nedenfor kan du læse mere om, hvad et forløb indebærer.
At finde ro gennem kroppen
”Nu begynder jeg at kunne mærke, hvad jeg egentlig har brug for – og hvor min grænse går.”
“Det er så rart at opleve, at min krop kan falde til ro. At jeg kan slippe tankerne og bare være.”
Traumeorienteret yoga er for dig, der har brug for støtte i forbindelse med traumer, PTSD, stress eller angst. Det er en mild, nænsom og ikke-verbalt baseret form for kropsterapi – uden berøring, uden krav og uden præstation.
I TOY inviteres du til at mærke, sanse og fornemme din krop og dit åndedræt gennem blide yogabevægelser. Bevægelserne foregår både siddende på stol, stående, siddende og liggende på måtte.
Du behøver ingen særlige forudsætninger eller erfaring med yoga. Alle kan være med – uanset kropslige hensyn. Du deltager præcis, som du er.
Et TOY-forløb kan stå alene eller suppleres med samtaleterapi.
Samtaleterapi, med særligt fokus på traumer, kan du læse mere om her.
Hvad består et TOY-forløb af?
Et TOY-forløb strækker sig over en periode på 10-12 uger, hvor du hver uge deltager i en TOY-session af ca. 1,5 timers varighed.
Den første gang mødes vi individuelt til en samtale på 30–40 minutter. Her fortæller du:
- hvorfor du har henvendt dig
- hvilke symptomer du oplever
- hvad du håber, at forløbet kan støtte dig i
Det giver os mulighed for at forstå dine behov og sikre, at du ikke står alene.
Derefter deltager du i din første yogasession, hvor du også introduceres til principperne bag TOY.
Din anden session kan være individuel, men vil oftest foregå på hold. Fordelen ved at deltage i TOY på hold er, at du øver dig i at holde kontakten til dig selv, din krop og dit åndedræt, mens andre er til stede og gør det samme.
Resten af forløbet foregår som regel på hold og afsluttes med en individuel samtale.
Hvorfor Traumeorienteret Yoga? En længsel efter ro & nærvær
Typiske symptomer på traumer, PTSD, stress og angst viser sig ofte som uro i både krop og sind. Mange beskriver en rastløshed, der fylder så meget, at det bliver svært at være med sig selv. Tankerne kredser om bekymringer – ofte om fremtiden – og kan føles ukontrollerbare. Mange beskriver, at de ”er ved siden af sig selv”, ”ikke helt sig selv” eller nogle gange ”ude af sig selv” af bekymring, angst eller frygt.
Samtidig beskriver mange en dyb længsel efter ro og nærvær. Ro i form af igen at kunne være til stede – og nærvær i form af kontakt til sig selv og til andre.
Principperne i TOY
Principperne i TOY bygger på evidensbaseret viden om, hvordan overvældende livserfaringer kan sætte sig i både krop og psyke. Sporene fra det svære lagres ikke kun i hukommelsen, men også i vores sanse- og hormonsystemer. Disse kropslige aftryk kan gribe ind i nutiden og skabe en følelse af fastlåshed, som om kroppen bliver ved med at holde fast – også når du gerne vil slippe.
I TOY arbejder vi med at give kroppen mulighed for at slippe fortiden for en stund. Ved at skabe et trygt rum, hvor du kan mærke dine sansninger og dit åndedræt, får kroppen lov til at sænke sin vagtsomhed og sin trang til konstant selvbeskyttelse.
Vil du høre mere?
Så kontakt Marlene Andersen på marlene@ncfs.dk
Marlene Andersen er uddannet TOY facilitator, Narrativ traumebehandler, Specialist i narrativ terapi og Cand. Pæd. I pædagogisk psykologi ved DPU.
Du kan læse mere om Marlene her.

